Henry Notakers Norsk Matkultur
P.M. Søegaard:
I Fjeldbygderne.
Christiania 1868.
[Bryllup i Setesdalen]
I Følge med Paal og et Par andre Kjenninger droge vi Bryllupsdagen afsted paa kneggende Heste til Kvestad. Knut stod paa Tunet og førte os ind i Stuen, hvor endel af Gjæsterne havde samlet sig om en stor Ølbolle, som de under Skjemt og Latter tiltalte ret alvorligt. Snart blev det meldt, at det var Tid at ”sesse seg”. De Fornemme satte sig om det lange smale Bord, de Øvrige paa Bænke og Krakker, imedens Børnene sprang op i de for Klæder tomme Senge – Kvilur. Strax derpaa kom Brudgommen ind, fulgt af sine Følgingsmænd og Spillemanden eller Felaren. De Førnævnte toge Plads i Skaalepallen (udtales Skaalepadden, af Skaal og Pal, en Bænk, hvor Brudeparet sidder, naar der gives i Skaalen) eller Høgsædet, efter at have hilset paa Alle, som i Stuen vare. (...) Maaltidet skulde nu begynde, og det blev sat frem Trug, fyldt med Kling, kogt Rodkaal, Ost m.m., hvilket Alt laa om hinanden. Kun faa brugte Knive. Efter Nydelsen af disse Retter kom Ølbollerne frem, fyldte med overordentlig stærkt Øl, i hvilket svømmede smaae Skaaler eller Skjelfinger. Før og efter Maaltidet blev et Salmevers afsunget.
Da der var blevet drukket en Stund, stod Brudgommen op og tog Afsked med sine Forældre og Øvrige Slægtninge. (...) Paa en Gaard ved Kirken mødtes Brudeparet, hver med sit Følge (...)
[Etter vielsen i kirken]
Følget var nu blevet meget stort, og den brogede Vrimmel paa de viltre Heste afgav et eiendommeligt Skue. (...) Foran red Felaren, som nu havde faaet en Assistent i Trommeslageren, der altid høre til Brudens Følge. Derpaa kom Brudeparet med sine Nermeste, og endelig det øvrige Følge, fremdelews med Hujen og Skrig, saa det ”ljoma i Lido”.
(...)
Ved Stuetrappen bleve vi modtagne af Vert og Vertinde; store Ølboller bleve baarne ud og i en Fart tømte. Under dette bragte Brudgommens Moder en Skjelfing Øl til Bruden, som, da den var tømt, vendte Ryggen mod Huset for at i denne Stilling at kaste den over Taget, paa hvilket den imidlertid blev liggende. Dette ansaaes for et godt Varsel, og et lykkeligt Ægteskab var dermed forudsagt.
Musikken spillede nu op, og Følget gik ind, imedens Følgingsmændene, den ene efter den anden, begyndte at skrælle og smælle med den overordentlig tykke Dør til Røgstuen. Dette kaldes at ”smedde Hure før Brurine” [smelle dør for bruden], hvormed man har til Hensigt at jage bort de muligens tilstedeværende Tusser, som kunde have Ondt isinde mod Brudefolkene og Bryllupskosten. Imidlertid skikkedes man tilsede om Bordet for at indtage Lagets Hovedmaaltid. Brud og Brudgom sade i Skaalepallen, derom kunde der nu ikke være Spørgsmaal, men da Gjæsterne af Beskedenhed ansaa sig i Rang at staa under hinanden, havde Kjøgemesteren vanskeligt for at faa dem til at blive siddende paa de anviste Pladse. Maden blev nu sat frem og bestod hovedsagelig af Søining eller Ertesuppe med Kjød og Flesk. Skeer – Spønir – bruges kun, naar man spiser Grød; Søining derimod ”duvast”, d.v.s. man super den i sig med Lefsebeter, hvori er lagt Kjød og Flesk. Før og efter Maaltidet blev ogsaa nu afsunget et Salmevers, intoneret af Kjøgemesteren.
(...)
[Bryllup i Valdres]
Paa den fastsatte Dag fandt jeg Bryllupsgaarden fuld af Folk og Heste, men da man ved saadanne Anledninger ikke uden videre kan gaa ind i Stuen, standsede jeg og gav mig i Prat med en Kjenning. I Nerheden af os stode Kjæringerne med sine Flødegrødspand og Sendingskorger, og da disse hellerikke uden videre kunde afleveres, maatte der ventes, til Reidkjæringerne (Kokkekonerne), som af en Hendelse, kom over Gaarden, og nu var ogsaa Tiden kommen til at levere de medbragte Sendinger.
(...)
Reisen til Kirken var ikke lang (...)
Ved Tilbagekomsten fra Kirken blev Følget trakteret med Øl og Brændevin til Skjænk og Gorobrød ”at bide i”. Denne Del af Beværtningen udførtes af gaardens Husmænd, ”Kjeldarsveino”, alle med en vigtig Mine i Følelsen af den Ære at kunde traktere Bygdens bedste Mænd. Derpaa kom Festens Hovedmaaltid, Frugten af Reidkjæringernes travle Arbeide under Brudefærdens Reise til Kirken. Retterne bestode af Kjød i forskjellige Former, Suppe og den ved saadanne Anledninger uunnværlige Fisk. Efterat have opmundtret Gjæsterne til at tage tiltakke med ”de frembragte Gaver”, holdt Jul ved Paabegyndelsen af hver Ret en Tale, som mindst kunde udeblive ved ”den elskværdige Ret Fisk, som svømmer i vandet og spises paa Landet”. et Par Ord henvendtes til Brudeparet, hvem Jul i et Vers mindede om, ei at trækkes ved at søge det Gode, men ligesom Petrus flittigen udkaste Garnet; den vundne Dræt vilde tilsidst blive rig og Lønnen stor. Endelig blev den af Gjæsterne medbragte Mad baaret om, idet Jul nævnte Giverens Navn. Man nød noget af hver Sending, som blev rost i de mest smigrende Udtryk Maaltidet sluttede med ”Tak til alle gode Gavers Giver” og med Afsyngelsen af et Vers af en af Kingos Salmer. Det var langt paa Eftermiddagen, da Maaltidet blev endt og Bordene tagne bort.
HOME – OLD COOKBOOKS - NORSK MATKULTUR - ABOUT
Document published 23 SEPT 2009.