Henry Notakers Norsk Matkultur
Reier Gjellebøl:
Beskrivelse
over Sætersdalen Christiansands Stift.
Topografisk Journal. Hefte 26-27. 1800-1801.
Reier Gjellebøl bodde i Valle i SDetesdalen
1772-1782.
I. Beskrivelse over
Sætersdalen Christiansands Stift forfattet af Rejerus Gjelleböl, Guds Ords
Tjener til Valle Præstegjeld i Sætersdalen, og belönnet med en Præmie af det
Kongl. Danske Landhusholdnings-Selskab i Aaret 1780.
§. 16. Besynderlig ere der 3 store
Uordener ved deres Gjestebude. Den förste er den, at de altid begynde deres
Gjestebude med Drikken, förend de komme til Kirken. (...) Den anden Uorden i
deres Gjestebude er den, at de næsten intet spise, uden noget Fladbröd med Smör
og Ost paa, som de kalde Kling; ja aldrig have nogen Slags varm Mad, undtagen
undertiden en Ertesuppe med noget röget og saltet Kjöd i, som de fleste Tider
er ilde tillavet *). Kort: Deres Spisen varer sjelden mere end 5 Minuter, da
Maden tages af Bordet, og deres Ölskaaler fremkomme i Mængde **). Heraf flyder,
at de med saa tomme Maver lidet kan taale af stærk Drik, men det stærke Öl,
hvorpaa de have kommet en haard og heed Gang, strax gaaer dem i Hovedet. Den
3die Uorden i deres Gjestebuder er denne, at de have alt for megen stærk Drik;
thi den, som bliver kaldet Formuende iblandt dem, brygger gemeenlig til et
Bryllup 8 à 10 Tönder stærk Öl, og kjöber dertil ½ Anker Fransk og et heelt
Anker Dansk Brændevin.
*) Deres Mad spise de aldrig med Skeer
(naar jeg untager deres Gröd), men de bringe samme til Munden med et Stykke
Bröd, som de kalde at duve. Knive og Gafler seer man heller ikke hos dem, men
de tage alting med Fingrene, og i det höjeste behjelpe sig til visse Tind med
en Tællekniv.
**) Deres Drikkekar og alle andre kar ere
af Træ, og man finder intet Kar hos Dem af anden Slags Materie, uden det kan
være en formuende Mand, som kan være forsynet med et lille Sölvstöb, for at
kunne distingvere seg fra andre.
§. 17.
Til deres Gjestebuder kan man og regne Jule-Höjtiden, som foretrækkes
alle andre Höjtider af dem. Til denne gjemme de det bedste, som de have, baade
af Mad og Drikke hele Aaret igjennem.
§. 20. [Levemaaden] er meget sparsommelig
og ækonomisk; thi de hente næsten aldrig andre Varer fra Kjöbstæderne, end som
Korn, Salt, Erter og Tobak, meget mindre kjöpbe de nogen Slags Specerier; men
deres Qvæg og Jord föder dem og klæder dem alene. I Henseende til deres
Maaltider, da spise de 4 Gange om Dagen baade Vinter og Sommer, og det enten da
arbejde lidet eller meget. Deres förste Maaltid skeer om Morgenen, saa snart de
staae op, eller förend de begynde paa noget Arbejde, og bestaaer i at spise
noget Fladbröd med Smör og Ost til, som de kalde Beto eller Morgenbid. Naar
Klokken er 9 Slæt, spise de den saa kaldte Dure, som bestaaer af Bygmelsgröd
med noget suur Melk til eller Myse, som kaldes hos dem Cabrette. Til Middag,
som er hos dem Klokken 2 Slæt om Eftermiddag spise de den saa kaldte Nonsmad.
Den bestaaer i Fladbröd med Smör og Ost til. Og om Aftenen, eller strax förend
de lægge sig, spise de det samme igjen, som til Duren, nemlig Gröd og suur
Melk. Dette er næsten dag efter Dag og Aar efter Aar deres bestandige Spise.
Den meste Forandring, som skeer herudi, er denne, at de ndertiden betjene sig
af lidet röget og kogt Kjöd, som de gjöre en Jævning paa af Bygmeel, hvilket de
kalde Spa. I denne Spa dyppe de Bröd, som de kalde at dubve. Derimod deres
allerformenste Mad, som de ikkun bruge i deres Gjestebude, samt i Julen, er
hvide Erter, som de koge paa röget Kjöd med nogle Næber til, samt de saa kaldte
klinede Lefser eller Kling, som er blödt Bröd med Smör besmurt. Ferskt Kjöd
spise de aldrig, men alene saltet og röget. Fersk Fisk eller tör Fisk spise de
liegesaa lidet, meget mindre betjene de sig af nogen Spise, som er tillavet med
Specerier paa (hvilken de kalde krydet Mad) undtagen nogen kan have tjent hos
Fremmede og derved lært samme. Saaledes er deres Spise hjemme i Deres Huse.
Simplere er den endnu, naar de rejse enten til Kjöbstæderne eller andensteds
hen, da de intet andet medtage, end fladbröd, Smör og Ost, eller i det höjeste
noget röget Kjöd, som de stege ved Ilden paa en Træpind. Det Slagt, som de
forsyne deres Huse med hele Aaret igjennem, er og ringe; thi en formuende Mand
slagter ikkun saa mange Smaakreature, som det ere Pærsoner i hans Huus, og
meget sjelden noget stort Nöd, undtagen det kunde være en gammel Ko; ja de
fattige slagte intet, og altsaa intet Kjöd spise. Deres daglige Drikke er
heller ikke kostbart, men bestaaer enten i Myse eller Vand.
§. 104. Fjeldböndernes Levemaade foraarsager
ogsaa visselig en Trang paa Korn; thi omendskjöndt deres Agerland er for lidet
i Forhold til Folkemængden, saa er der dog ingensteds at mere Korn forbruges,
end som til Fjelds, i det at Beboernes meste Spise tillaves af Korn, og de
næsten ej vil betjene sig i ringeste Maade af andre Spisevarer, som andensteds
ere brugelige, saasom Fisk, Sild, Flesk, Gjæs, Erter, Kaal, Haveurter og saa
fremdeles, hvilket sandelig ikke lidet vilde spare paa Kornet og Meelet, som de
til hvert Maaltid nemlig 4 Gange om Dagen hele Aaret igjennom, næsten uden
Tilhjelp af anden Mad, betjene sig af ved deres Gröd-Velling og Bröd-Æden. Ja
jeg troer, at den Danske Bonde, dersom han saaledes vilde holde Huus med
Kornvarerne, vilde ogsaa komme til at lide Trang paa samme.
§. 105. Ved den megen Ölbrygen, som er
brugelig til Fjelds ved Gjestebuder og andre Höjtider, medgaaer og en stor
Qvantitet af Korn; thi omendskjöndt Fjeldbonden sjelden har Öl i sit Huus til
daglig Nödtörstighed, som ej var at laste, men hans meste Drik er Vand; saa har
han visse Tider altfor meget deraf, og altsaa enten vil aldeles intet have,
eller og vil have det til Overflödighed.
§. 152. Fiskearterne ere meget faa paa
dette Sted, og bestaae alene i Örret, Bleker og Aal.
§. 154. Disse omtalte Fiskesorter spises
aldrig færske af Bönderne, men ikkun spegede, der er, naar de ere saltede, og
en Tid forvarede. Saaledes spises de af Bönderne med stor Appetit; men for
Fremmede ere de paa den Maade meget ubehagelige ikke alene formedelst den
uangeneme Smag, men og formedelst deres onde Lugt, da de undertiden kunne være
et heelt Aar gamle. Derimod af dem. som ere udenfor Bondestanden bruges Örreten
til at spises paa mange Maader, deels færsk kogt, deels stegt, deels til
Fiskesuppe, som her er meget brugelig af al Slags Fisk, og deels röget, og har
paa alle disse Maader ikke alene en skjön Smag; men og er af den Egenskab, at
man næsten aldrig bliver ked at den, som hænder med mange andre Slags Fisk paa
andre Steder.
HOME – OLD COOKBOOKS - NORSK MATKULTUR - ABOUT
Document published 16 FEB 2009.