Henry Notaker's

Norsk Matkultur

Ordsamling fra Robyggjelaget ca. 1670

Håndskrift nr. 1506, 4to i Thottske Samling i Det kgl. Bibliotek i København, opptrykt som ”Ordsamling fraa Robyggjelaget fraa slutten av 1600-talet” i Ældre norske sprogminder II ved Torleiv Hannaas. Kristiania 1911. Ifølge Hannaas er forfatteren trolig David Gørrissøn Klim, skriver i Østre Robyggjelaget 1672-1679.

Blaandd, Blænni, er mælck og vand sammenblandet, det er deris dricke, og staar altid udi en holck: af maneer som en kierne: med een liden skaal eller kop udi, huormed de øser og dricker, blifuer og gemenligt Surdt, saa lædsker og best. Og ligesom koppen og blande holcken altid skall vere tilsammen, saa siunger de om mand og qvinde:

O sæll vardt dei dæ kunnu heve siaf,

æ komin tof Christine Fogh;

liggii siaa æ korium Noot.

So koppin i blanda-Hogh.

Fønde-tunna, kaldis det lidet øll som de hafuer forborgen til sidst, naar afskeen skall tagis, udi et ancher eller fierdingstønde, og skall heldst drickes udi Tunæ:gaarden: naar Fougden og schrifveren tager abskeedenn, ti det hafuer verit og endnu er een gammel sedvahne, at huor meget mand dricker i huset saa skall dog endelig Tuneskaalæ følge paa, og de skeer der gierne den største Ruus.

Garp-ost, kalder hand de hollandske grønne oste.

Gud-schuâall. Gusa schaale, dricker de ogsaa i deris forsambling og giestebud, at forstaa, der blifuer ischienket een skaall øll som huer af Giesterne skal giøre beskeen efter Maaltid, med tacksigelses ihukommelse til Gud for alt got beviist, og nermere bøn og formaning om ydermeere velsignelse.

Høg-sesse eller Bonde-sæsse, er for bordenden allerofuerst i huset, der setter bonden sig først naar hand vill tractere og bede naagen fremmet med sig til boerds, og i huor fornemme Mend der maatte komme i hans huus, saa tager bonden ofuerste bordende til sit sæde;

Heidd-fengdd, Heidd-fengien. Den der vel kand taale at æde heed Mad, det hand icke brender sig. Dissum Karræ æ heidd-fengien. Denne Karl kand vel taale heed mad.

Klingg, Klinggiæ, et smør-brød mens sammenlagt flad-brød, med smør imellem, kaldis, Løbse-Klingg

Kurff, en pølse

Kurfvin, pølsen, og giøris aldrig anden pølse end af blodet, Ligesaa Lefver agtig som det render af Creturet rører de gryn derpaa |: iche nær saa fiine som heitz-gryn :| og slar det saa i Tarmene og henger dennem i Røg indtil de begynder at blifue suure, paa det Lugten og smagen kand stemme ofuereens, dette hafuer Ieg seet mens erinder mig icke at hafue ædt deraf,

Kaafve-suus, kalder de den mad som de tillafuer sig af een spæ kalf, naar den er ny fød, strax setter de een stor gryde fuld av vand paa ildenn, huilcket, saa snart blifuer sydende-varmb, tager de Kalfuen og vrier hofuedet et par gange omkring paa den, siden kaster de den i Kedlen, i alle maade saa heel og holden som den var Kalfuit, med haar, hud, og Indvold, dermed et deckel eller Laag ofuen paa, siden lader de den kaage indtil saa lenge at Led og Lem fra hin anden er skilt, og sambler sig igien i Kaagningen som en tyck grød, naar samme da saaledis er fuldkaagt, hafuer de et tru med mange huler gjennem bundet, udi huilket Kalfue-susen leggis at vandet kand rende fra, | dernest tager de een knif og gifuer sig til at saxse det igjennem at alle haarene kand samblis deraf lige paa samme maneer som smør medhandlis, naar den nu blifuer kaald saa blifuer den lige saa tyck og haard |: og at ansee lige som den var blandet med tallig :| at de skall tage den op med knifuer naar de æder den; See! ved denne Ret giør de sig, med een synderlig god maneer, stoer v-mage om at faa reenferdig, mens Ieg hafuer glembt huorledis den smager;

Kurve-sneis, en pølsepind

Løbbse, et flad-brød-leif som blifuer sammenlagt i bagningen

Maag-øll, svaager-øll, tyndt øll, som man vil sige eens svaagre, Frender og gode venner, faar undertiden lade sig nøye med det som tyndt og gemeent er, som icke kand skinkis fremmede for skams skyld.

Meesoll, det sold som brugis til meel og grynn

Ramb-giengie-Momb-god, det øl som er meget stærckt og heed gang paasadt. Mandflkene brøger alt self sit øll, og det kand Ieg sige udi sandhed, at mand der oppe kand faa saa stadzlig een drick øll, som icke i naagen kiøbsted, bsade af colleur og velsmagenhed, mens derimod saa ofuerflødig sterck, at en fremmed som icke der ved er vaant, skall neppe taale ½ kande deraf førend han tumbler ofuer ende;

Riuomi-skaalin, een liden skaal fuld af færske-fløde skall Bruden gifuis i haanden naar hun kommer til Bryllupsgaarden fra Kirkenn, staaende paa Dørhelden uden for Forstuedørren, der skal hun strax dricke fløden af, og kaste skaalen bag ofuer sik, vinder hun den høit op i veiret, saa spaar de hende Rigdom;

Roedvipp. Den klud som de hafuer paa een liden kiep og stryger vand paa flad-brødet med naar det bagis;

Susæ – Kalfue-mad vide supra. Kalfue-sus

Stumpe-stickie, et støcke brød

Oestin spøuri hai stumpin add

ko sku me okk te raai.

Føst me kaam aa boræ fram,

vardt me upetni baai.