Henry Notakers Norsk Matkultur

 

 

Elise Aubert:

Dage som svandt.

Kristiania 1903.

 

Elise Aubert var datter av presten Aars, som ble sokneprest i Lom i 1851. Gården ble besøkt av mange av tidens kulturpersonligheter. En del av dette stoffet blev også offentliggjort i boken Fra de gamle Prestagaarde, Kristiania 1902.

 

 

Det var en vældig Ladning af Smør og Ost, som Prestagaardsbudeien medbragte om Høsten. Og endda havde vi i Sommerens Løb flere Gange været nødt til at hente hjem fra Sæteren baade Smør, Ost, Prim, Surmelk og Myse. Et eget Slags Melkespand, som kunde kløves paa Hesteryggen, var indrettet til dette Brug. (...) De ferske ”Prestoste”, Fedoste, som kom fra Sæteren, var en særlig Delikatesse, og de strøg med i en lynende Fart, der blev ikke tid til nogen ”Lagring”.

            Sætersmørret var min Mors Indtægtskilde, hvoraf utrolige Poster skulde bestrides. Det var da naturlig, at hun gjerne ønskede det sparet og med Spænding undersøgte baade Kvantitet og Kvalitet. Meierier var dengang ukjendte. Heller ikke ødelagde Separatoren endnu de deilige, tykke Rømmebunker, alle Sæterbesøgendes Fryd.

(...)

Saaledes vidste min Far, at han nu kunde træffe sine Sognebørn i deres Hjem. (...) Min Mor vilde gjerne niste ham ud med nogle gode Sager paa disse Reiser, men detmodsatte han sig bestemt. Han havde foresat sig tappert at svælge, hvad der af et godt Hjærtelag blev sat frem.

            Jeg husker, at han engang beskrev en Kjødsuppe, hvorpå der flød nogle tørre, smaa Blade. Medens han strævede med at svælge Suppen, sagde han til Konen, som havde stillet sig op for at iagttage Virkningen af dette Kogekunstens Mesterstykke. ”Du har nok Krydder ogsaa paa Suppen, du!” ”Lika du Krydder?” udbrød hun fornøiet, hentede fra Væggeskabet flere smaa Poser og strøede udover hans Tallerken Røllik og Karve, Timian og Merian. Han maatte føre Skeen forsigtig som i en Sjø mellem Skjær for at gaa klar af disse Rariteter. En fed Ribbensteg, bestrøet med et tykt Lag Sukker var ogsaa vanskelig at klare. Men Ængstelsen for at saare skjærpede Appetiten og lod alt glide ned, selv om det hurtig maatte op igjen.

(...)

Fra November til Jul havde vi tre store Slagtninger paa Prestegaarden, 20 Sauer, 5 Naut og 5 Griser. (...) Ophugningen skulde begynde. En Akt, som var af største Viktighed, baade for den som skulde ordinere, og den, som skulde udføre? Hvor mange Steger? Hvor meget ferskt Kjød? Hvor store Stykker paa Saltebaljen? Efter Ophugningen bar det afsted til Stabburet, hvor det store Kar stod færdigt til Nedsaltningen.

            Imidlertid var alt Smaakjødet og Slagsiderne baaret ind i Kjøkkenet, hvor travle Hænder tog fat med at skjære og sy Ruller. (...) Og nu kom min Mor fra Stabburet ind i Kjøkkenet for at indtage den Plads ved Bordet, som hun trolig beholdt i de tre-fire Dage, Slagtningen varede. Herfra dirigerede hun alle de forskjellige Arbeider, altid bistaaet af ”Hanna Winsnæs”, Husmødrenes Orakel, som laa opslaaet ved hendes Side.

            Vi rak ikke mere den første Dag end at skjære Kjød og Fedt og sy Rullerne. Det var et morsomt Arbeide, der gav Anledning til megen Spøg, især fordi Sprogets Betegnelser forekom os saa mærkværdige. Pølse hed ”Pyske”, at sy hed ”besta”, og Fingerbøllet benævntes blot ”Bjør”. Alle kappedes om at faa de peneste Façoner paa Rullerne, og som Mærke blev der sat en eller flere Hemper i dem til endelig Bedømmelse, naar de engang kom psa Bordet.

            Den anden Slagtedag var øredøvende. Da blev der hakket med to Par Hakkeknive og stødt i to Mortere. Kjødkværnen havde endnu ikke fundet Vei opigjennem Dalene, saa to Kvindfolk brugte hele Dagen Hakkeknivene. Til at støde fik vi ofte Mandfolkhjælp. Naaede vi over anden Dags Larm og kom til tredie Dag, blev Tilværelsen behageligere, thi da var det ikke ondt for en Pølse i Slagtetiden! Lækre Blodpølser, Risengryns- og Hakkepølser blev rygende varme budt omkring til Smagning. Boller af den fineste Bolledeig gik ogsaa rundt til Bifald eller Kritik, oftest til ”Mersmag”. Thi hvad ”Hanna Winsnæs” sagde paa Prent, og min Mor praktiserede, det var ”Himmelmad for Pigerne paa Landet”.

(...)

Naar det led indimod Jul, naaede Travlheden paa Prestegaarden sit Toppunkt. (...) Sidst af alle de store Arbeider kom Bagningen. Smaakager, Fattigmand og Goro, Brød, Julekage og Vørterkage maatte altsammen være ferskt til Julebordet.

            Fattigmand og Goro blev altid bagt om natten, formodentlig fordi det store Kjøkken da uforstyrret kunde benyttes. Aldrig ser jeg en Goromaskine uden at tænke paa Jernet med den ene Goro, som vi haandterede paa Prestegaarden, naar den store Portion blev stegt. Det tog næsten hele Natten at blive færdig dermed.

            Smaakagerne stegtes i Bagerovnen, og jeg synes endnu, jeg ser, hvorledes Stegepandene i fygende Sneveir blev baaret over i Bryggerhuset. Bagningen maatte aldrig foregaa paa Solhvervsdagen, thi da vilde den ikke lykkes. Komfuren kunde ikke træde istedetfor Bagerovnen, hverken til Stegning af Brød eller store Stege. Naar Smaagrisene kom helstegte paa Bordet med grønt Blad i Munden, gryntede Lækkermunden.

(...)

Julaftens Morgen mødte alle Husmænderne frem for at hugge Ved til Helgen. Det var gammel Skik at yde dette frivillige Arbeide. Naar de var færdige og Veden stablet op under Kakkelovne og langs Væggene paa den store Gang, blev de kaldt ind til Beværtning og Taksigelse.

Naar Ludefisken og Grynvellingen om Aftenen var fortæret, kom alle Tjenerne ind, gik rundt og tog i Haanden og takkede. Var de rigtig tilfredse, takket de ”for alle Matene”. Vi havde i de Aar aldrig Juletræ, og Gaver kunde i den afsides Dal ikke tilveiebringes. Men Julaftens Eftermiddag kjørter min Far altid ud med Gaver til Syge og Fattige i Prestegaardens Nabolag. Det var en Feststund, naar han satte sig i Slæden, og vi bar ud Pakkerne med Kaffe, Sukker, Mel, Gryn, Kjød og Flesk.

 

 

 HOME – OLD COOKBOOKS - ABOUT

 Last update 22 SEPT 2009