Henry Notakers Norsk Matkultur
Lorentz Dietrichson:
Svundne Tider Bind I
Kristiania 1896.
Lorentz Dietrichson (1834 1917),
kunsthistoriker, skrev et fire binds erindringsverk, Svundne Tider (Kristiania: Cappelen 1896-1917). I det første bindet
skriver han bl. a. om barndomsårene i Bergen.
Utdraget er fra sidene 90-105. Hele verket finnes i Dokumentasjonsprosjektet
I Hjemmet
(...)
Livet i Hjemmet gled jo ensformigt og jevnt hen -- Maaltiderne,
der for Børn vel har større Betydning
end for Voxne, vare maaske
i Bergen endnu ensformigere
end andetsteds, idet det var fast Regel ialfald i vort Hus, at man hver Onsdag og Lørdag spiste Fisk og Fiskesuppe, hver Fredag
Ludefisk eller Klipfisk,
hver Mandag og Torsdag gjerne salt Mad (Ærter og Flesk eller lign.), Søndagen Steg og sød Suppe.
De to aarlige
Festdage i vort Hus, Forældrenes
Fødselsdage, var naturligvis dobbelt Fest for mig; da var der stor
Brasen og Stegen, og da kom Marie Furrebø,
Kokkekonen, som
altid havde noget godt tilovers for mig; -- om Aftenen sad jeg ved et lidet Bord for mig
selv og hørte Gjæsterne synge Viser og holde Taler -- thi
man sang i de Dage altid ved Bordet i Bergen.
Naar
Dagens Skaal var udbragt,
kom gjerne en for Anledningen forfattet Sang, enten af
P. A. Jensen, der var en stadig Gjæst i mine Forældres Hus, eller af Stadshauptmand
Fischer, der var min Faders Barndomsven -- de var altid høitidelige -- eller
af Sorenskriver Ole Bøgh,
de var altid morsomme. -- Saa
kom Skaalen for Bergen: "Bergens By
-- aldrig ny" et Mundheld,
der vistnok har en meget alvorlig Oprindelse,
idet det egentlig indeholder et Ønske om, at
Bergen maa forskaanes for
de Ildebrande, der engang vare
saa hyppige. Til den Skaal
istemte saa hele Selskabet
Johan Nordahl Bruns Sang til Bergen:
"Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde,
Sorgen forgik mig paa Ulrikens Top"
udført unisont af Herrer og
Damer. Saa kom "For Handel og Skibsfart", gjerne udbragt af en eller anden Kjøbmand
paa Tyskebryggen, og
ledsaget af Rahbeks
"Hvi rose I saa
vore Fædre", der
slutter med:
"Gid Handel og Søfart
florere,
Vi faa vore Vine ved dem".
Saa
kom "Glæde af vore Børn!" til
hvilken blev sunget en gammel Vise:
"Husfaderen for Børneflok",
men af hvilken jeg ikke husker mere
end denne første Linie. Naar
den Skaal udbragtes,
nikkedes der altid hen til mit lille Bord, betydningsfuldt, som man vilde indprente mig, hvad
der laa i den Skaal. Og jeg
tog mit lille Glas og drak freidigt
Skaalen, som om jeg ogsaa
ønskede mig "Glæde af mine Børn".
(...)
Julen1 var jo forøvrigt for Barnet Hjemmets største Fest.
Den indlededes selvfølgelig af den store Julebagning i alle
Huse, og da denne gjerne indtraf samtidig med, at
Skoleferien ind-traadte, var den en dobbelt Fest for
os Børn. Der bagtes
da "Goroer" (d. v. s. "gode Kager" af svensk "rå", plur.
"rån") "Speculasi", Pebernødder og Makroner foruden
mange
andre gode Sager -- og da opholdt Børnene
sig helst i Kjøkkenet. I de Dage vilde vi
gjerne sendes i Ærinder til Bedstemødre
og Tanter; thi hvor man kom, vankede der noget
godt; man maatte ikke "bære Julen ud". Saa stabledes op iKjøkkenet en Mængde
Portioner, bestaaende hver af et Lys, et Brød, en liden
Julekage m. m. -- den faste Ration for de Tigger-
koner, der kom Juleaftens Formiddag for at faa sin
Julegave, ligesom Ringeren, Vægteren
og andre Autoriteter hver skulde have sin.
I Julen begyndte
ethvert Gilde i den Tid tidlig om Eftermiddagen,
gjerne Kl. 5, aldrig senere end Kl. 6, og indlededes med "Mellemmad"
d. v. s. Smørrebrød med "Rav og
Rekling",
Ost, Laxebug, Anchiovis,
Medisterpølse samt en Dram, medens Damerne drak The. Siden spillede Herrerne Boston i det ene Værelse, og Damerne strikkede og passiarede i
det andet.
Men da kunde Stemmerne gaa -- disse brede, syngende,
bergenske Damestemmer med de forundrede Udraab, med
de begeistrede Udbrud -- o, hvor jeg hører dem
-- hører dem
og forstaar Welhavens
Følelser, da han ved denne Lyd udbrød:
"Jeg hører min Stammes Hyl!"
Julen feiredes i mit Hjem som i
andre Hjem – med Juletræ og Gaver, men
til den Tids Juleaften hørte Adskilligt, som
nu er forsvundet. Fremfor Alt Stjernegutterne
og Jule-
bukken. Fire eller fem Gutter sloge sig sammen og
lavede en stor Papirstjerne, der i Midten havde en Lygte med et Lys i, om hvilken den kunde dreies, en af dem dreiede Stjernen,
de tre fremstillede med Papirkroner paa Hovedet de hellige tre
Konger, den fjerde, der altid skulde
have en Pukkel, var Joseph. Kostumet bestod af hvide Skjorter, der droges
over
Klæderne, og et rødt Skjærf
om Livet. Saaledes droge de fra Hus til Hus, og hvor
de blev slupne ind, sang de sin Stjernevise og fik en
liden Dusør. Det var Levningen af en
gammel Skik, der vistnok i
naivere Tider blev anseet for ret
opbyggelig, men som allerede i min Barndom kun modvilligt blev sluppet ind, og
som nu vistnok er aldeles uddød.
En
ganske anden Karakter havde Julebukken. Ogsaa til den hørte Forklædninger,
navnlig da Bukken, der, bevæbnet med en Stok, gjorde utrolige Krumspring. Sangen, som udførtes,
erindrer jeg endnu stykkevis. "Nu
kommer Kippermusiken," meldes det ind.
(...)
Den
første Festdag efter Jul var Kongens
Fødselsdag (26. Januar) der gjerne fejredes med en Borgermiddag i Logen, og Skolerne fik fri, ialfald om Eftermiddagen. Dernæst kom saa Fastelavnsmandag, da det gjaldt at komme tidlig op,
siden man den Morgen havde Lov at give
sine Forældre Ris paa
Sengen; hertil benyttedes et særligt indkjøbt Fastelavnsris af
Birkekviste, ombundne med farvet Papir og besat med Papirblomster og forgyldte
Bær. Derefter spiste man "Hedevægger" (heisse Wecken, plattysk: heite Wecken --
vel neppe, som man har villet, Heiden-Wecken -- ) til
Frokost, Middag og Aften. De tilberedtes i Bergen paa
den Maade, at man varmede dem paa
Ovnen, til Undersiden blev sprød, skar et Hul
i Oversiden, og i dette Hul fyldte man smeltet
Smør og varm sukret Melk -- en meget vel-
smagende, men sikkert høist
ufordøielig Ret, der
gjerne havde den Følge, at Klassen i Skolen
den næste Dag var decimeret
-- paa Grund af Indigestion. Den Dag kunde man være
vis paa, at gamle Sagen hele Klassen nedover gav hver
eneste Discipel det Spørgsmaal:
"Kor mange Heitevægger spiste du igaar, Far?" Og det var med en vis Stolthed,
man forsøgte at opgive
de høiest mulige Tal, skjønt man vidste, at det havde en hvas Satire fra Sagens Mund til
Følge.
Bededagsaften var særlig høitidelig i Bergen. Den blev høitideligholdt
ved at spise Pandekage. Egentlig skulde der Bededag
ikke stige Røg op fra noget
Hus i Bergen, man
skulde leve af de Aftenen iforveien
stegte Pandekager – hvad tidligere virkelig overholdtes -- saa
fuldstændig skulde Dagen være viet
Kirkegang og Andagt. Naar
"Freden ringtes ind"
Kl. 5 Bededagsaften fra alle Byens Kirker, gik Vægterne gjennem Gaden, Butikkerne lukkedes, og Børnenes Lege i det Frie ophørte
-- men spadserede man da i den lyse Foraars-
aften paa Fløifjeldets
Skrænt, oppe ved "Blegen", kunde man se Røgen stige op i den
stille Aftenluft fra hver eneste Skorsten fra Nordnes
til Lungegaarden, da stegtes
der
Pandekage i alle Huse i Bergen, medens Klokkerne klang, og der
var en virkelig Høitidsstilhed over den ellers
saa travle By, der formelig duftede Pandekage.
(...)
St. Hansaften havde en eiendommelig smuk Karakter i Bergen, hvor den feiredes som en virkelig
Sommerfest. Allerede lang Tid iforveien vare Gadegutterne ivrige for per fas
et nefas at komme i Besiddelse
af gamle Tønder, oplagte
Baade o. lign., der skulde anvendes til St. Hansaftens Midtsommerblus. Disse slæbtes da sammen paa den saakaldte St.
Hanshaug (Sydneshaugen) ved
Siden af det nuværende
Museum, og stabledes op til høie Taarne, gjerne
hele Længde optaget af en dobbelt Række
Kagekjærringer med Kurve og Borde med alskens skjønne Sager, blandt hvilke Røgelax og haardkogte Æg (gjerne uden Skal) udgjorde
Broderparten, dertil Brystsukker, "Skoflikker" o. a. Her var da Maalet for den Pilgrimsfart,
enhver bergensk Familiefader med sin hele Familie foretog St. Hansaften. Da vandrede det
hele Menageri, Fader og Moder i Spidsen,
Barnepiger og Børn bagefter ud ad Nygaardsveien, gjennem den gamle Foswinckelske Port foran Nygaardsalleen,
med sine Indskrifter,
der erindrede om Foswinckels Fortjenester af dette Strøgs Opdyrkning og den
deilige Allés Anlæg. Ind
imod Bysiden stod: "Et
mihi et aliis" (baade for mig og andre); men ud
mod Alléen stod: "Qvod
novercans negat natura fert labor,ubertate
divinitus data", som det var Latinskolegutternes Stolthed at
kunne oversætte. (Hvad den stedmoderlige Natur
nægter, frembringer Arbeidet, naar Gud giver Velsignelsen). Men St. Hansaften
var ikke Nygaardsporten den eneste Port, den
bergenske Husfader maatte vandre igjennem.
Byens haabefulde Ungdom af
de lavere Klasser slog sig nemlig sammen og rejste i
korte Afstande fra hinanden
store af Stænger og
Grønt opførte "Æreporte"
tversover Veien, og frit i Æreportens Bue hængte
gjerne en Krans, i hvis Midte igjen en høirød
"Pion" dinglede. I Porten stod da altid en liden Pige med en
Sparebøsse i Haanden og bad om "en
Skilling i Porten", mens andre løb
omkring med lignende Kranse og tiggede om "en Skilling i
Kransen". Jamen fik Bergensernes Smaaskillinger Fødder at gaa paa den Aften. Saa gik de lange, festklædte Skarer ud til Nygaardsaléens Ende, tilbage
over Nygaardshaugene (nu
den prægtige Nygaardspark)
til St. Hanshaugen og tvers over denne, hvor man
allerede tidlig paa Eftermiddag
afbrændte nogle
mindre Blus for de smaa Børns Skyld, der skulde tidlig
hjem og "sove lalle" -- men naar den lyse Sommernat bredte sit
stemningsrige Halvdunkel over Dalen mellem Fjeldene, da tændtes et efter et af de store Taarne, til Ungdommens Jubel,
der kulminerede i øredøvende Hurraraab, naar de uhyre Brandstabler saa omsider ramlede
overende. Men rundt om paa "de syv Fjelde" kunde man se talrige
Blus flamme gjennem
Sommernatten, indtil efter Midnat alt blev stille – og Alferne
kunde begynde sin luftige Ringdans i Græsset, naar baade de store og de smaa Menneskebørn "sov lalle" i den
tause By.
Den næste
Fest i Barnets Verden var Nordfarstævnen. Naar de fiskeførende ordlandsjægter
med de store Raaseil kom for føielig
Vind indover Byfjorden i
hele Flaader, og
Vaagen blev fuld af Master,
saa man næsten kunde gaa tvers over den paa Jægternes Dæk, -- naar Vippebommene paa Tyskebryggen gik, og Fisken
lagdes op paa Bryggerne, og
Luften var mættet af
den modbydeligste Tørfisklugt,
der duftede ligesaa fint i Bryggekjøbmændenes
Næser som Møgen
i Bondens og Parfumen i Damernes
-- ja da var det Gutternes Tid.
Solen kunde brænde
saa stegende hedt paa Tyskebryggens hvide Vægge, at det ikke
var til at holde ud for Varme og Fiskelugt
-- vi Gutter var paafærde; "brav Mands Barn" tiggede,
og "Gadegutterne" stjal -- men Tørfisk maatte vi alle
have, og enhver, som kjendte en Gesel,
en Handelsbetjent eller en Kjøbmand paa Bryggen, tiggede sig Fisk til, og var den end
saa haard som Træ og saa smagløs som Træ,
vi sled med Tænder og
Hænder lange Fliser af
den og havde en Nydelse deraf, hvis egentlige Natur jeg nu har vanskeligt
ved at forklare mig eller andre. De arme Nordlændinger
selv, der flokkevis vandrede om
i vor By fra Butik til Butik,
"Glunterne", var derimod
Gjenstand for evige Drillerier. En stor Fest var det, naar
jeg en Søndag kunde blive inviteret til Middag
hos en Onkel, som
eiede "Stue" paa
Bryggen og havde alle sine "Nordfarer" til Gjæst. Da duftede den hele Spisesal af Fiskelugt, saa
min Tante var ganske ulykkelig, da stod Nordfarerne opstillede
langs Væggene, indtil
Signalet lød til at gaa tilbords, da kom den
store Oxesteg, den staaende
Ret, rygende ind paa Bordet, og Nordfarerne
tog Plads. Men af pur Beskedenhed satte de
Stolen langt fra Bordet. Naar saa
Værten opmuntrende
sagde: "Værsgod kom nærmere til
Bordet!" saa svaredes
der med den staaende Vittighed:
"Tak -- vi skal nok komme med
Tiden" -- hvad der altid
belønnedes med en velvillig liden Latter,
eller ialfald et venligt
Smil fra Værtens Side. Men det trænger visselig en Forklaring, at dette var en Vittighed, og
hvori denne bestod. Jo, Meningen, var den: jeg sætter
mig ikke saa langt fra Bordet af
Beskedenhed, men som en Compliment
til Vertens Tractemente, for at have Plads for min Mave til at modtage
al den Herlighed, den venter, og jo længer Maaltidet varer,
desto nærmere vil den ved sin voxende Trindhed af sig selv rykke Bordet
-- "vi skal nok komme med Tiden".
Efter Oxestegen fulgte saa "Saffransuppe", en sød
Saftsuppe, tillavet med Saffran,
der smagte forskrækkeligt,
men med en endeløs Mængde Rosiner i. Og
dermed var Middagen
forbi. Saa fik Nordfarerne en Kop Kaffe, og saa fordunstede de -- Udtrykket taget bogstaveligt -- og min
Tante aabnede alle Vinduer for at drive Fiskelugten ud.
(...)
Men Børnenes Fest var dog -- næst
Julen -- fremfor alt "Slagtertiden" -- et Begreb, der i vore Dage med sin
lette Adgang til ferskt Kjød i Byerne næsten behøver en Forklaring,
ligesom andre forældede
Begreber, som "Lysesax",
"Hespetræ" o. a. Naar Kvægmarkedet paa Haukeland ved Mikkelsdag var over, naar
de store "Drifter" af Slagtekvæg
vare førte gjennem Byen til uhyre Fornøielse for os Gutter, der fulgte i store Skarer
med "Drifterne", og Indkjøbet
af "Slagt" d. v.
s. Slagtekvæg, var skeet, begyndte
Slagtningen og Nedlægningen
for Vinteren. Men ogsaa de Huse, der ikke selv slagtede, men kjøbte
Kjød til Nedlægning, holdt ligefuldt Slagtertid for at lægge Kjødet ned, lave Pølser osv. -- ogsaa det kaldtes at
slagte -- saaledes slagtede man i vort Hus aarlig et og et halvt Kreatur.
Da brændte
de store Ilde i Gruen -- ude i Gaarden
vaskede "Ane Kone" Kjørler og Kar, i Kjøkkenet stødte Isak Sagemand Kjødmad, og Hakkeknivene gik
i Forstuen, hvor Lygten var tændt
om Aftenen, under øvede Hænder, det var
"den sure Melkebonden" og "den søde
Melkebonde", som begge var engageret til det
Arbeide; thi vi fik vor sure og vor søde
Melk fra to forskjellige Gaarde i Byens Nærhed. Og ude i Svalen
hakkede Pigerne Talg i store flade
Traug. Men i Dagligstuen var det store Spisebord trukket
ud saa langt, det kunde trækkes, og dækket
med en skinnende hvid Dug, og der sad
alle Tanterne paa Rad med hvide Forklæder eller
Servietter foran sig til op under Hagen og med Kjødmad
i store Fade paa Bordet og stoppede Pølser gjennem sine "Pølsehorn", saaledes som det er fremstillet paa denne Bogs Titelside. De
fleste af Tanterne
benyttede Husets Pølsehorn, men enkelte af
dem, der brugte at deltage
i Slagtningen i mange Huse i og udenfor
Familien, havde sine egne
Sølv-Pølsehorn -- tildels Erkjendtlighedsgaver fra en eller anden Familie, der havde nydt særlig godt af vedkommende Tantes Pølsestoppetalent. En stor Fornøielse var det for
os Gutter at faa en hel Koblære,
som vi blæste ud til
en Ballon og bandt for, hvorefter
den anbragtes i en eller anden Nabos Forstue, hvor
den traadtes istykker og smald som et Pistolskud. Fornøielsen bestod da i at forestille sig den Forskrækkelse, der maatte betage Husets Beboere; thi jeg saa aldrig, at det virkede, bl. a. af den Grund,
at vi selvfølgelig altid strax
efter Smældet rendte ned ad Gaden fra "Raadstuen" til "Bradbænken"
for ei at antræffes.
Naar saa Spisetiden kom, dækkedes
der i Storstuen, og nu spistes "Slagtersuppen"
af hele det lystige Dameselskab,
-- gloende hed, stærk
som Extrakt, og med herlige Kjødboller.
Og saaledes gik det Dag efter Dag, indtil alt var nedlagt
og færdigt til Vinteren.
Saa blev
der atter stille i Huset, Røgepølserne
sendtes til Røgning, og man begyndte at spise "Finker" med Æbler i og "stegt
Svange" med Tyttebærsauce, "Nagelkjød" og andre underlige Retter, der
fulgte efter Slagtningen;
men nu begyndte Gutternes
glade Tid: Kotandstiden. Jo flere Kreaturer, der slagtedes i et Hus, desto flere Kotænder
kunde Gutterne fra det Hus føre i Kampen.
Legen med Kotænder er et Spil, som vistnok er udelukkende bergensk
-- jeg har
ialfald aldrig hørt
det omtale andetsteds, og nu skal det efter Sigende være aldeles forsvundet.
Man sætter ind lige mange Tænder fra hver
Side, ryster dem i den halvlukkede Haand,
kaster dem mod en Mur, og de, som da falde med den indre Side nedad, er den
Spillendes Eiendom. Denne, den simpleste Art af
Spillet, hed i vort Sprog "Ittemetit", d v.
s. Et imod
Et. Kunde man "knase" Enden af en Tand, kasseredes den som ugyldig. Men ligesom
der fandtes tre Slags Tænder:
Kolper, Stuver (Sidetænder) og Titer, saaledes fandtes der
utallige indviklede Arter af
dette fine Spil, som jeg aldrig fik helt Rede paa.
Thi min
Skjæbne var altid den
samme i disse herlige Dage. Da vi kun slagtede halvandet Kreatur, skulde jeg egentlig -- regnet langsefter -- kun faaet en og en
halv Kjæfts Tænder,
men der blev vistnok slagtet
to, ja kanske endog tre hele Hoveder,
for "Hovedmadens" Skyld, og med disses Tænder begav jeg mig da altid
forhaabningsfuld og rig baade
paa Tænder og paa Drømme om de mange, jeg ved dem skulde vinde, ud paa Eventyr, -- men stødte altid paa en eller anden lidt større Skøier,
der stadig tilbød sig at spille med mig. Naar
jeg nu som forsigtig General lukkede for min Lomme, saa hed det, vi skulde ikke
spille "for rigtigt", men
bare "paa Galskab",
d. v. s., uden at Indsatsen
skulde gjælde Noget,
bare for Morskab. Da viste Skurken sig altid og uden Undtagelse
som en stor Klodrian, der altid tabte.
Havde han
saa lokket alle onde og uædle
Instinkter op i mit arme Indre i Form af Tanken om,
at saadan en Stymper maatte
man jo altid kunne vinde nogle
Tænder fra -- saa foreslog jeg ham
jo at spille "for rigtigt" -- og saa havde han Spillet vundet, -- Stymperen forvandledes med Et til en udlært Storspiller, som i Løbet
af faa Minuter
spillede hele min Rigdom fra mig,
hvorpaa jeg kom hylende hjem. Det gjentog sig hvert
Aar, aldeles uforandret, og taler ikke til Fordel for min Intelligens.
Endnu var der en Dag i Aaret, som var særlig interessant; det var den Dag,
Mor støbte Lys -- mellem
Slagtetid og Jul. Lamper saa
man jo den Tid sjelden eller aldrig, og Fyrstikker maatte ikke findes i min Faders
Hus, de var farlige.
Man gjorde op Ilden med Flintesten, Ildjern, Svamp og
Svovlstikker, brede Fliser, bestrøgne
med Svovl i begge Ender; de solgtes af de Spedalske
fra St.Jørgens Hospital, der gik rundt
og falbød dem i Husene. Naar nu Lysene skulde støbes, kom nogle
Instrumenter frem, som kun saaes den ene Gang hvert
Aar og derfor betragtedes med stor Interesse af Barne-
øinene. Det var et Bord paa
fire løse Ben, Skiven var gjennemboret med en Mængde runde Huller, hvert noget
bredere end et almindeligt Talglys. Til dette Bord
hørte saa en Række
Lysformer af Metal, spidse i den nedre Ende med et fint Hul, og aabent i den øvre Ende. De sattes ned i Bordets
Huller med Aabningen opad, gjennem det fine Hul blev Vægen
trukket og bundet i Knude under Enden -- dens anden
Ende fæstedes saa ved
Hjælp af en Pølsepind, der lagdes tværtover
den brede Aabning. Saa kogtes Talgen i store Kar paa
Skor-
stenen og naar den var bleven flydende, heldtes den i Formerne, hvor den stivnede, og efterat Knuden ved den spidse Ende var overskaaren,
droges ud ved Hjelp af Pølsepinden,
som fuldbaarent Talglys. Men det var et alvorligt Arbeide, som fordrede En helt; og da kunde det
vel hænde, at jeg fik to Skilling til at gaa og kjøbe
"Tommelskringler", for at Mor
kunde slippe min Nærværelse i Kjøkkenet.
HOME –
OLD COOKBOOKS - NORSK MATKULTUR - ABOUT
Document published 21 May 2009.