Henry Notaker's

Norwegian Food Culture

 

Eilert Sundt:

Harham. Et Exempel fra Fiskeri-Distriktene.

Christiania 1859.

 

 

Eilert Sundt (1817-1875) var utdannet prest, men arbeidet først og fremst som samfunnsforsker. Han reiste på kryss og tvers i Norge og skrev en rekke bøker om sosiale forhold. Han er regnet som Norges første sosiolog.

 

4. STOR TARVELIGHED

Når en Harhams tjenestekarl efter den nye skik forlader husbondens arbeide og brød i vårfiskets 8 uger, så kan han jo betragtes som løskarl i den tid. Og mod løskarlenes væsen høres ofte den mening, at sådanne folk forstå så lidet at nytte tiden og spare på det, de erhverve, så de hverken gavne sig selv eller andre. Med hensyn til denne anke kan det være værd at agte på, hvorledes en sådan Harhamskarl indretter sig med kostholdet, når lian under vårfisket lever som selvfostring. Jeg talte derom f.ex. med en gammelvoxen, troværdig tjenestekarl, som, nu 41 år gammel, havde været med på fisket fra sit 14de år og i mange år havde været styremand på ottring. Han opgav, hvad han, når han var selvfostring, pleiede at anskaffe sig til de 8 ugers kosthold, og tilføiede det sidste års noget høie priser, således:

4 bismerpund kogemel, 1/3 havre og 2/3 byg ..............    1 spd.  40 sk.

1 vog bygmel til kake og lefse ..........................    1  -    12 »

I vog havremel til fladbrød..............................    »  -    84 »

Udgift til bagning ......................................    »  -    24   »

12 mærker smør ..........................................    1  -     »  »

8 mærker tørret smalekjød ...............................    »  -    24  »

(Flesk ikke, heller ikke ost).

1 vog potetes (5 vog på tønden) .........................    »  -    24  »

2 kander brændevin (3 potter i kanden) ..................    »  -   108  »

6 kander sur melk .......................................    »  -    18  »

(Øl og kaffe ikke).

1 pægl sirup til grøden på «Grødetirsdag»

(Hvide-t.) og lidt ellers ................................  »  -     6  »

Tilsammen  ...............................................   5 spd. 100 sk.

Disse opgaver kunne trygt antages som prøve på selvfostringers almindelig madstel. (Se note 60)

Dersom nogen skulde ville gjøre sammenligning med det langt bedre og kostbarere kosthold, som bruges f.ex. af de fiskere, der fra Lister søge hen til vårsildfiskeriet nordenfor Stavanger, måtte han dog først have sat sig noget nøiere ind i sagen. Og dette kan vel også i andre hen seender være umagen værd. Derfor lidt omstændeligere forklaring endnu.

På de dage, da veiret tillader fiskeren at drage på havet (fra kl. 6-7 om morgenen til 7-10 om aftenen), er selvfostringens frokost oftest brød med melk og sirupssuvI til. På båden medtager han i madbommen 4 kaker med påsmurt smør, og til drikke har han en kagge vand, måske med lidt syre (sur myse), hvis der er overflødighed deraf i logishuset. Husets egne folk, som have mere hjælp af kvindfolkene, så sig gjerne lavet et slags pandekager af torskerogn, knadet i mel, eller den såkaldte kamseball, d.e. boller af torskelever og mel. Ellers vilde denne mad ikke være tilstrælckelig på landjorden; men på havet bliver der liden tid til at tænke på mad. Kveldsmaden består af bygmels supe med smør og brod samt i begyndelsen potetes og senere hen kogte torskehoveder («aud»). Hovederne hentes fra den store dunge ved stranden, hvor fisken er bleven slø.jet og flekket. Der er dog ikke altid overflødighed af friske hoveder; thi stundom kan der gå flere dage i rad, hvor uveir forbyder folk at komme på soen og fiske; men da vælges de nyeste, de, som regn og sol mindst har virket på. Selve fisken smager man kun en gang, lidt af det første dræt; resten skal virkes til klipfisk og bringes til kjøbmanden; den er altså «lor god» til at spises. Styremanden, som ikke alene styrer båden, men også det brændevin, som hører bådlaget til, skjænker stundom på stygveirsdage en dram til frokosten og stadigt en dram til kvelds; er det ikke selvfostringskarle, men husbondens egne folk, få de dog oftest noget opvarmet øl; efter hårdt arbeide kan der vanke en dram istedet, eller efter hårdt arbeide og lykkelig fangst tillige kan både husmoderen varme øllet og husbonden trække korken af flasken. Men det er, som sagt, ikke alle dage, man er på soen; det er kanske ikke mere end 20 dage af de 8 uger eller 48 arbeidsdage. (se note 61)

På de andre dage eller hjemlægedagene kan bespisningen være sådan: frokost: som før nævnt; middag: supe samt hoveder og potetes (ikke smør og brød til); kveldsmad: som før nævnt. Om søndagen nydes til frokost eller, lidt senere, til midmorgen (memorgo): hoveder med smør og brod, til middag eller lidt senere, non: mølje på fedtet af aftensupen, dertil fremdeles hoveder, til kveldsmad: kjød og kjødsupe med potetes og brød. Søndag morgen skjænker styremanden en dram, men ellers ikke på landlægedage.

Omtrent således som selvfostringkarle lever også selve husbondsfolket, dog måske lidt bedre, især formedelst den bedre kvindfolkhjælp. Således kan der til afvæxling istedetfor torskehoveder engang imellem laves ball eller boller af saltet seid, som hakkes sammen med raspede potetes samt mel og melk, eller af torskerogn og mel kan laves boller af det slags, som kaldes kumper-døser. Fremdeles kan også den omtalte mølje til søndags-middag gjøres federe ved at have smeltet talg i (lysetalg).

Men når jeg - for at komme tilbage til beregningen over selvfostringens kosthold - teller efter de mange måltider med torskehoveder, og når jeg regner som man sagde jeg måtte gjøre mindst to hoveder til hvert mål, så bliver det for hele fiske-tiden mindst 150 hoveder - en ikke ringe mængde mad. Skulde de værdsættes efter salgsprisen på denne i fisketiden så overflødige vare, så blev det rigtignok kun 24 til 30 skilling; (se note 62) men et hoved af bedste slag skal nære omtrent som en saltet småseid, så hine 150 hoveder svare omtrent til 3/4 tønde saltet seid eller til en pengeværdi af omkring 96 sk., hvilke skillinger altså skulde lægges til den før angivne pris på kostholdet i de 8 fiskeuger, nemlig omkring 5 spd.

Så tarveligt lever altså selv en løskarl. Dog vil jeg ikke netop rose ham derfor, som om han heri udmærkede sig fremfor andre. Det er bygdeskik her på disse kanter. Den velstående bonde lever ligedan, og det hele året om. Det vilde dog falde for vidtløftigt, om jeg gav mig til at beskrive årets kosthold, og det vil være nok at have seet, hvorledes der leves under den besværlige drift af et av Norges «rige» fiskerier.

6. BRYLLUPS-SKIKKE

Når «en mands søn» (dette udtryk giver tilkjende, at her skal tales om gårdmands-familier) har hu til «en mands datter» og har fået tanke om, at hun har godhed for ham, så taler han først med sine forældre om sit ønske. Råde forældrene fra, så er det ikke videre; her stiftes vist yderlig få forbindelser mod forældrenes råd. Men nu forudsætte vi, at forældrene samtykke. Så bliver «en agtendes mand» formået til at være «kvemmelsmand» (se note 72) og bære guttens bud til pigens forældre. Han begjærer ikke svar, beder dem kun at betænke sagen på det bedste og lader et ord falde om, hvad tid omtrent han vil komme igjen for at «gjentage budet». Ved dette kvæmmelsmandens andet besøg ville vi antage, at han får et gunstigt svar om et foreløbigt ja. Dette kan være skeet om høsten, og det er gjerne tanken, at bryllupet skal stå næste år. Engang i julen (eller almindelig sagt: i den jul, som er nærmest før bryllups-året; thi det hænder undertiden, at der går mere end et år mellem den foreløbig aftale og brylluppet) - altså engang i julen holdes «frieri». Gutten og hans fader og nogle slægtninger eller naboer (gjerne deltagere i bådlaget) og blandt dem først og fremst kvæmmelsmanden, en 6-8 mand i alt, reise en lørdag hen til pigens forældre. Disse ere iforveien underrettede om besøget og have på sin side samlet et lignende antal af slægt og venner. I dette lag, som kaldes «Omtals-øllet» og varer til ud på mandagen, bliver frieriet endelig fremført og trolovelsen sluttet; først gjøres mellem de allernærmeste en nøiagtig aftale om visse bryllups-vilkår, og derefter (jeg tror: ved slutningen af et af de større måltider) skrider man til den endelige forretning: kvæmmelsmanden tager ordet, bekjendt-gjør de aftalte vilkår for de tilstedeværende vidner og henvender sig til de unge: såsom og efterdi I nu have rådført Eder med Gud og slægt og - - mere end en mand har sagt mig, at han ret måtte presse læberne sammen eller skyndsomt trykke huen for øinene, da disse eller lignende ord henvendtes til ham og hans brud. Nu give de to hinanden hænderne, fader og moder slå imellem og alle andre ligeså. Rimeligvis går øl-skålen rundt nu, og nu tænker jeg det er, at gutten tager frem de gaver, han efter skik og brug har bragt med til omtals-øllet: en hue til faderen, et godt tørklæde til moderen, forskjellige ting til pigens sødskende og husets tjenere og endelig til bruden selv et skrin, hvori der, foruden tørklæder og bånd, bor være et par sølvringe og 10 til 20 sølv-dalere eller flere, eftersom gutten er karl til. - Jeg talte om visse vilkår, som måtte aftales for trolovelsen. I oldtiden var det så, at der sluttedes et slags handel (kaup), idet det blev vedtaget, hvad hjemmegave pigen skulde få med sig, og hvad tilgave brudgommen skulde lægge imod; og jeg spurgte efter, om så var brug endnu. Men man svarede mig, at sådan aftale var overflødig, såsom formues-omstændighederne på begge sider vare bekjendte iforveien, så det kunde vides, f.ex. hvad udstyr bruden vilde få, og hvad arv der kunde ventes efter hendes forældre. Men det er dog tildels brug, at der før trolovelsen gjøres aftale om, hvad hver skal have efter den anden i tilfælde af dødelig afgang før ægtevielsen; (se note 73) fremdeles må der gjøres aftale om, hvor brylluppet skal stå, og hvem af fædrene der skal bekoste det, eller om begge fædrene kanskje skulle bekoste det i fællesskab. Det er dog nok regel her, ligesom jeg hørte det noget omstændeligere i andre af Søndmøres bygder, at brylluppet bekostes af pigens fader, og dette udlæg («bryllupskost») betragtes som hendes arv eller en del af arven. Har en mand f.ex. 3 døttre, og har han i levende live giftet 2 af disse bort med en udgift af 70 spd. for hver, så får den 3die datter det samme beløb forlods af arven efter hans død. Det skal også strax nedenfor sees, hvorledes denne «bryllupskost» bliver en væsentlig medgift eller indtægtskilde for de nygifte.

En 8 dages tid efter dette omtals-øl eller frier-stevne pleier pigen med et lignende følge som gutten reise hen til dennes forældre «for at se sig om», helst hvis hun siden skal bo på disse forældres gård. Også her er man underrettet om besøget og har forberedt sig på et lidet gjæstebud, og pigen har ligesom gutten adskillige gaver med til kjærestens forældre og sødskende, buer, forklæder, bestetrøier, buxe-sæler, vanter, samt til ham selv en brudgoms-skjorte m.m.

Ud på våren flytter pigen gjerne til sin tilkommende mand, for at overtage husbestyrelsen sammen med ham, og ved St.-Hanstider står brylluppet. Da har man bedst tid, og da er det mindst at befrygte, at styg-veir skal hindre kirkefærden på den bestemte dag; ja, sådant styg-veir kunde, som en betænksom mand gjorde mig opmærksom på, gjøre et andet slemt skår i beregningen: kanske der ikke kunde komme folk nok til brylluppet, og da gik man glip af skålpenge, eller kanske bryllups-gjæsterne kunde blive liggende veirfaste i bryllups-huset, og da vilde der medgå for meget mad og drikke i forhold til de betalte skålpenge. (se note 74)

Ja skål-penge! Den hele anordning af brylluppet får sit præg netop formedelst disse skål-penge. Det viser sig allerede ved indbydelsen til bryllup. Her er ikke sådan indretning som i mange indlands-bygder med bedelag eller en vis kreds af nabo-gårde, som deltage i de forefaldende huslige fester. Når her på Harham skal bydes til bryllups, så begive begge svigerfædrene sig ud i egen person og opsøge slægtninger, tildels så langt ud som til tremænninger, samt de naboer og kjendinger, som de selv eller som bruden eller brudgommen engang i tiden have drukket bryllup hos - at sige, hvis de ikke bo så langt borte, «at det ikke kan lønne sig at reise efter dem». (se note 75) Hvor mange gjæster der skal bydes, det afhænger af, hvor mange tønder øl o.s.v. man har laget til. Man behøver ikke altid at indbyde den hele familie; stundom stiles indbydelse kun til enkelte personer; det frygtes ikke, at nogen vil fornærmes over at blive forbigået; det antages tvertimod, at de fleste helst ville slippe for indbydelsen for ikke at betale skålpenge.

Bryllups-gjæstebudet varer regelmæssig tre jevndøger, fra lørdag eftermiddag til tirsdag middag. Til et bryllup blev der brygget op 6 tdr. malt (af hver tønde 4 anker godt øl, 4 anker ringere og en del tyndt øl, hvilket sidste går til husholdningen) og anskaffet 2 tdr. almindeligt brændevin, 1 anker aquavit og 10 kander (30 potter) fransk brændevin. Efter sluttet lag var tilovers 1/2 td. brændevin og nogle anker øl. Det hele bryllup kostede nær 150 spd., men gjæsternes antal var også omtrent 250, og skål-pengene beløb sig til 408 spd. (se note 76) Dette var vel et af de allerstørste bryllupper; et ganske almindeligt bryllup derimod Koster mindst 60-70 spd. og indbringer 100-120 spd. Og imellem disse to yderligheder må vi altså tænke os tingen i de fleste tilfælde. Dette må fremdeles anmærkes som en regel med alle disse skål-bryllupper, at skjønt forældrene bekoste dem, så tilfalder dog indtægten helt og holdent de nygifte, og det lokkende ved denne bryllups-skik ligger egentlig deri, at forældrene med en mindre udgift kunne skaffe børnene en større indtægt.

Da en bonde engang meget udførlig havde fortalt mig, hvorledes han havde været med at byde gjæster til skål-bryllup for et af sine børn, og da jeg yttrede, at det hele væsen syntes mig aldeles uværdigt, så han noget forundret på mig og svarede som så: Nu havde han i årenes løb drukket bryllup hos mangfoldige og betalt store penge, så han havde ret til at kræve gjengjæld - skulde han da give slip derpå? Ja, han forsvarede sin sag yderligere således: Da han selv for omtrent 20 år siden blev gift, fik han i skålen 110 spd.; men siden har han måttet være bryllups-gjæst hos alle dem, som da vare hans gjæster, og eftersom fiskerierne have givet godt udbytte, er taxten for skålpenge stegen, så han har betalt ud igjen meget mere, end han da fik. (se note 77)

Det kan være værd at betragte denne skål-skik lidt nøiere. Lad brudefolkenes forældre bekoste et bryllup for 100 spd., og lad så skålen indbringe de nygifte 200 spd. Det ene 100 spd. kunne vi betragte som en gave af forældrene; det andet 100, som de have gjæsterne at takke for, er at anse som et lån, en gjæld, som de hele sin levetid igjennern have at betale afdrag på og det med høie renter og påløbende omkostninger. De må nemlig betale, som om de af de fremmede havde fået ikke 100, men 200 spd. - eller mere, hvis taxterne for skålpenge i årenes løb stige. Dette er dyrt lån. Det indse også alle. Men alligevel herske dette låne-system hele Søndmøre over, og det falder virkelig vanskeligt at komme udaf det. (se note 78) At den, som skylder disse penge, må fare til bryllup til sine kreditorer, derom kan der nu ikke være mere end en mening; forandringen kan kun ske derved, at den, som har ret til at kræve skålpenge, opgiver sin ret. Men et råd derom er lettere at give end at følge. Med i 100 spd. i skålpenge har man ialfald indtil de senere tider kunnet bygsle sig en ganske anseelig gård; at slå vrag på dem kunde da i mangt et tilfælde være det samme som ikke at bygsle nogen gård og ikke at få noget levebrød og ikke at holde bryllup heller. - Kanske når alt kommer til alt, tor den besynderlige udartning af skål-bryllupper, som netop i Søndmøre er så påfaldende, hænge sammen med den omstændighed, at ikke mindre end halvdelen af fogderiets samtlige gårdmænd ere ikke selveiere; men bygselmænd, et forhold, som ellers ikke på langt nær finder sted i noget fogderi i det sydlige Norge. Denne omstændighed tør i det hele være både tegn på og virkning af og årsag til en vis forknythed, vedhængen ved det gamle, mangel på foretagelses-ånd. I bygder, hvor jordegodset er selveiendom, der kan den tiltrædende bruger optage et banklån på sin gård og slippe for det kostbare og endeløse skålpenge-lån. (se note 79)

Dog, jeg vender tilbage til Harham. Det nu fortalte gjælder nærmest det tilfælde, at ældste søn i et velstands hus bliver gift for at overtage sin faders gård. I andre tilfælde falder det i et og andet stykke noget anderledes. Med hensyn til yngre sønner kan det mærkes, at de ofte indgå ægteskab med enker. Når en gårdmandskone bliver enke, så pleier hun overveie med slægtninger og lagværge, om hun bør opgive gårdbruget eller fortsætte dermed. Befindes dette sidste rådeligt, så er dermed forstået, at hun bør gifte sig igjen. Herefter have nu de unge karle at rette sig. En og anden af disse kan stundom (og heri syntes jeg at se et meget gammeldags træk) få et «ringe menneske», en betlerkone eller sådan en, til at gjøre sig et erinde hen til enken og i hemmelighed udforske hendes mening om karlen. Får han på denne måde håb, så går han selv - ikke til enken, men til lagværgen, og efter dennes råd kan det ske, at partiet kommer istand - på denne måde kan det også træffe, at en af de mange tjeneste-drenge kan blive bosat mand i Harham.

Det er overhoved yderst påfaldende ikke alene her i Harham, men også længere inde i Søndmøre, hvor mange ungkarle der blive gifte med enker, og det ofte ganske unge karle med meget gamle enker, 50 år og derover. (se note 80)

Nøiagtige tællinger efter ministerialbøgerne have viist mig, at sådanne tilfælde ere usædvanlig hyppige her. En omstændelig fremstilling heraf vilde dog falde for vidtløftig. Kun en bemærkning: man kunde tro, at det for Harhams vedkommende var en følge af, at så mange gifte mænd der omkomme på søen; men at det alligevel ikke er så, det skjønnes deraf, at et lignende misforhold finder sted også i de indre bygder, hvor dog ulykkestilfælde ikke ere så hyppige. Og dette misforhold er gammelt her i egnen; allerede den oftere nævnte forfatter Strøm klager derover.

Et andet besynderligt forhold er også det, at i Harham som ellers i Søndmøre sees der at være usædvanlig mange ægteviede par af gamle enkemænd og enker, begge over 50 år på deres bryllupsdag. Det er mest kårfolk, som således slå sig sammen, og årsagen tør vel ofte være den, at de finde sig mindre vel behandlede af den familie, de skulde nyde kår og pleie hos.

Sluttelig skal jeg fortælle lidt om, hvorledes det har sig med tjenestefolk på Harham, især de fra fremmede bygder, når de skulle fri og holde bryllup. Siden de ere så langt borte fra forældrene, kan der ikke videre tænkes på at indhente disses råd og samtykke; de må da forlove sig på egen hånd, uden nogen kvæmmelsmands mellemkomst. Men - og dette bliver ligesom et omtals-øl for dem - i julen nærmest for deres bryllup reise de to sammen ind til Vatne eller Borgunds sogn eller hvor det nu kan være, at pigen har sine forældre. - Der er gjerne flere tjenere, som i juletiden skulle hjem i besøg, og de, som have hjemme ved samme fjord, forene sig i en sexrøing, og en for en sættes de af, indtil den sidste farer til Harham. Imidlertid har det kjærestepar, som var med båden, feiret sin trolovelsesfest hjemme hos forældrene, rimeligvis i al simpelhed. (se note 81) - Selv da når sådanne unge folk ere bestemte på strax efter brylluppet at bosætte sig i en anden bygd, holde de dog gjerne brylluppet her på mere pengetomme fjord-distrikter. De må selv sørge for øl, og hvad andet der skal til; men er det en afholdt tjener, så overlader husbonden ham gjerne sit husrom og drikker bryllup hos ham med kone og børn, og andre bønder i nabolaget kunne lade en søn og en datter forøge gjæsternes og skålgivernes tal, og fordums medtjenere mangle ikke. Der kan da med forholdsvis liden udgift samles en skålgave på 30-40-50 spd. (se note 82) Men det er jo ikke alle de fremmede gutter og piger, som det går så; adskillige vende vel i uforlovet stand tilbage til sine hjembygder, enkelte piger endogså (fra hovedsognet) med et barn på armen. Og nu kan det gå op og ned (se note 83) og kanske de omsider skulle holde bryllup på den kummerlige måde, at de - fremdeles uden velstående forældres hjælp selv må gjøre udlæg til brændevin o.s.v. for at tjene nogle skålpenge. Det vil falde dem vanskeligt at få samlet gjæster; thi man kan ikke synderlig vente at få sit udlæg i skålen erstattet senerehen af så fattige folk. Derfor kan det høres ved kirkerne i Borgunds og Ørskougs præstegjælde, at den netop viede brud går omkring blandt den forsamlede kirkealmue for at vinde en og anden som gjæst til sit brudefølge. Hør - nu træffer hun en kjending, en pige, som hun veed har råd til at give nogle mark, og i det bløde søndmørske mål og med en stemme, som rober forsigtighed og betænksomhed, føres følgende samtale:

   Bruden. Å, god dag.
   Pigen. A, Gud sign dig.
   Br. Hvor står det med dig'?
   P. Å, jo tak vi tusle med helsen. Å til lykke!
   Br. Å, du har vel ikke villet gjøre så; vel og komme i brylluppet vort?
   P. Å, jeg veed ikke, hvor det kan lage sig.
   Br. Å jo, du må; se til at gjåre så; vel - vi har laget så meget til og får så lidet folk, så jeg veed ikke, hvor det kommer til at gå med os.
   P. Du skal have tak for budet men jeg kan ikke tro, det kan lage sig så.
   Br. Å jo mi sann - du lyt prøve at gjøre så vel. - Det blir vel ikke så længe, før du trænger selv - så skal vi drikke åt dig!
   P. Åja, jeg skal se til da. Er det så, at jeg får lov!
   Br. A ja, du skal have tak det var vel. (se note 84)

Men trods sådanne overtalelser hænder der dog nu og da, at folk lide tab ved sin bryllups-tilstelling, netop sådanne fattig-folk, som mindst kunne tåle tab. Derfor er der også - og det er ikke så få - exempler på, at folk i Borgund og Ørskoug, måske også i Harham, ganske have opgivet tanken om skål-bryllup. Hvorledes går det da til? Jo, oftest så, at parret lader sig ægtevie på samme søndag som et andet lykkeligere brudepar og så fra kirken af slutter sig til dettes følge og deltager i bryllupet som gjæster og selv betaler skålgave - thi så fattige må de ikke være, at de ikke skulde have råd til det heller. Snarest bruges måske denne måde af gamle folk, som blive opgifte. Således i følgende tilfælde: En gammel kårmand blev enkemand og giftede sig igjen med en kårenke, som var så gammel, at hendes ældste søn var spillemand i brylluppet; så døde manden, og hun, som nu var enke anden gang og meget over 50 år gammel, med 6 voxne børn fra første ægteskab, blev gift tredie gang med en ganske ung person (lidt over 30 år), og dette brudepar gav sig ind i et andet bryllup, hvor de naturligvis behandledes i alle dele som et brudepar no.2. Jeg hørte det altsammen fortælle at dem selv og mindes endnu dette træk, at brudens sønner og døttre vare tilstede i brylluppet som hendes medgjæster, og alle gjorde de naturligvis beskjed for sig med skål-gaver til husets brudepar.

For ydermere at lægge den rette skygge i skildringen af den søndmørske skik med skål-bryllupper må jeg endnu anføre en sammenligning. Jeg skulde tro, at skål-bryllupper have været i brug alt landet over, således da også i de Østlandske bygdelag, Romerike, Gudbrandsdalen o.s.v. Men her er dog skikken i den senere tid på de fleste steder enten afskaffet eller også i stærkt aftagende, og desuden lader det til, at det ikke så almindeligt og kjendeligt har været lagt an på at tjene penge ved den huslige fest; sådant synes nemlig ikke at stemme med den tænke-måde og det sindelag, som kom tilsyne ved andre leiligheder: ligfærd blev nemlig også høitideligholdt med et fast lige så stort og kostbart lag (gravøl); der blev (rigtignok en overdrivelse på en anden kant) brygget og baget og hentet brændevin fra byen o.s.v., så liget desformedelst ofte måtte være oven jorde hele 14 dage, ja 3 uger og her blev dog ikke givet i skålen eller tjent en skilling. Men hvorledes har det sig på Søndmøre med disse gravøl, som ingen penge-indtægt give? De holdes slet ikke. Allerede i Harharn måtte jeg studse ved at se af ministerialbogen, at de afdøde almindeligvis ere begravne efter 3 dages forløb (ministerialbogen angiver nemlig både døds- og begravelses-dagens datum). Og i de nærmeste fastlandssogne Vatne og Skoue, hvor jeg talte nærmere efter, fandt jeg, at de i årene 1853 til 1855 afdøde 93 personer vare blevne begravne således:

     efter 2 dages forløb ..............  10

       -   3   -     -    ..............  31

       -   4   -     -    ..............  24

       -   5   -     -    ..............  18

       -   6   -     -    ..............   8

       -   7   -     -    ..............   1

       -   8  eller flere ..............   1

                              tilsammen  93

Med en besynderlig hast bringes altså den døde i jorden; følget består kun af dem, som skulle ro og bære og grave graven op og igjen kaste den til; nære slægtninger, ja sønner og døttre af den afdøde kunne måske bo på den nærmeste ø og ikke blive vidende om dødsfaldet, før alt er forbi. På nærmeste søndag efter, når præsten skal kaste jord på graven, pleie slægtninger og venner være tilstede ved denne høitidelighed; men er der derefter nogen samling i sørgehuset, så er det nok i den aller tarveligste stil og ikke at ligne ved hine gravøl. (se note 85)

7. SELSKABS-SKIKKE

Når man reiser med dampskibet langs de Bergenske kyster, ser man hist og her på en embedsgård eller et handelssted en vakker samling af hvidmalede huse; men rundt omkring sees klynger af lave, mosgroede, torvtækte huse, man skjelner dem vanskelig fra de grå firkantede klippestykker, som fra det nære fjeld ere rullede ned på marken, og det spørgsmål påtrænger sig beskueren: Er der også så stor forskjel i beboernes kår og sæder som i husenes anseelige og uanseelige ydre? og hvorledes har egentlig folket det under torvtagene, dette folk, som dagen igjennem må færdes ude i storm og væde, med møie og fare, og hvem man så såre kunde unde al den hygge, som en lun og venlig og trivelig stue kan skjænke?

Nu, på Harhams-øerne fik jeg god anledning til at overveie disse spørgsmål; thi her er netop sådanne husklynger. For det meste er der nemlig temmelig mange opsiddere på hver gård, og gårdens huse stå gjerne meget tæt sammen på lidet rum. Årsagen er vel nærmest den, at her er kun få gode havne eller bekvemme steder til at anlægge bådstød og naust, og er der nu i nærheden af gårdens strandsted en tomt, som ligger lidt i ly, så trængte alle familier sig sammen der med sine stuebygninger, madboder, fæhuse, svinebol. På flere gårde søgte jeg aldeles forgjæves efter tegn på omtanke ved denne husenes sammenhobning.

Gjødsel-dungen af den ene bondens fæhus kan vælte sig nær hen til den anden bondes stuedør. Meget almindeligt sees også strax udfor stuedøren en dunge af særegen styg beskaffenhed: forrådnende fiske-slog og andet affald fra huset. Og der er en egen skik med disse dunger: der er gravet en grube i jorden, jeg veed ikke, hvor dyb, men nogle alen bred, og den er stensat som en brønd. Disse gruber tpømmes vel en gang for året, når indholdet skal bruges som gjødsel; men jeg så dem fyldte, så det væmmelige indhold tildels flød udover. Ukjendte folk bør derfor ikke gå i mørke mellem husene, og selv med dagslys og i tørveir kan det være vanskeligt at gå tørskoet mellem alt dette bløde og flydende. Jeg mindes vel, hvorledes jeg på en stor gård tog mig for at bese det hele anlæg på det nøieste for at undersøge, om der dog ikke var anvendt nogen omhu på at lede rendestens-vand og anden uhumskhed bort; men jeg fandt intet tegn dertil, undtagen hine gravede og stensatte gruber. Hertil kommer, at om sommeren og høsten er fast hver husvæg og desuden mange hjelde tæt omkring husklyngen behængte med seid og sild og anden fisk, som skal tørres, at hver madbod og hvert madkammer gjemmer store mængder af lindsaltet og derfor sur og ildelugtende fisk, og at torven, det eneste brænde her, uafladelig ulmer på alle skorstene. Det vil da forståes, at i stille veir ere disse gårde indhyllede i en damp og dunst og lugt af mangfoldig blandet og ulidelig beskaffenhed.

Hvad det angår at holde gårdsrummet tørt og pent, så have dog almuerne på disse kanter engang seet bedre exempler for sig. På gården Blindheim på Vigren, som i fordums tid har været beboet af en anseelig slægt, skal der være levning af et eget værk, sådant, som jeg senere ved eget øiesyn blev bekjendt med på den mærkelige gård Giske, på Giskøen nær Vigren. Her var den i Norges ældre historie så berømte Giske-æts hovedsæde, og jeg spurgte efter hos de opsiddere, som nu bo her, om der ikke var levninger af bygværker, som kunde vise os lidt af fordums herlighed. Man gav mig da nogle utydelige forklaringer om noget, som skulde være at se nede i jorden på gårdsplassen mellem de nuværende huse, og da jeg med en spade fik skuffet bort en del muld og smuds, så jeg et stykke af en brolægning, som engang har smykket dette herre-sædes tun, og som måske endnu er til hel og holden. Den var lagt af små, men jevnstore runde stene, således at rader af noget større stene delte feldtet af i regelmæssige, firkantede ruder. - Se, så kunde vistnok hvert tun på disse gårde være den dag idag.

Dog, jeg syntes at bemærke nogen stræben efter at få det pynteligere på gårdene herefter, især kanske på Vigren. Og efterhånden som gårdene monne blive udskiftede af fællesskabet, ville vel adskillige opsiddere flytte ud fra klyngen, således som f.ex. en bonde på Blindheim allerede har gjort. Da vil det af sig selv blive triveligere omkring hvert hus.

Ved året 1760 fortæller præsten Strøm i sit oftnævnte værk, at folket her almindelig boede i røgstuer, og - mærkeligt nok - han roser disse stuer her på Harham for større renlighed end almindelig i egnen. Adskillige, tilføier han, havde dog i den senere tid istedetfor røgstuer lagt sig til kakkelovns-stuer, med loft over og med bilægger-ovn. Siden er røgstuen ganske afskaffet i Harham, så nu for tiden kun gamle folk kunne mindes den her. (se note 86) Ja, der er foregået så stor forandring med bygningsvæsenet, at man med et lånt udtryk kan tale om to generationer af huse efter røgstue-tiden. Først byggedes sådanne mere simple huse: stue med loft over, forstue med opgang til loftet, og kjøkken, fra hvis skorsten stuens bilægger-ovn bliver opvarmet. Så ere endnu mange af hovedsognets huse. Men på Vigren og på nogle af hovedsognets gårde ere disse huse i de sidste 20-30 år ombyttede med sådanne: to stuer, midt-mellem dem forstue og kjøkken, (se note 87)

tildels kammere ved siden af stuerne, samt to lofter, et over hver stue; med loft forståes kun rummet over stuens loftsgulv, under tagets skråninger, hvilket rum i de nyere huse dog gjerne er gjort noget høiere formedelst et par omhvarv af tømmerstokke over selve stuens høide. Disse nyere huse ere fremdeles ofte rødmalede, med hvide vindues-rammer; værelserne ere også høiere og rummeligere, og der er ikke sparet så meget på glas i ruderne som i de gamle huse.

Hvorledes har nu folket det i disse huse? At fortælle det alt, vilde falde for vidtløftigt; jeg vælger at meddele nogle træk af livet i de festlige stunder, nogle oplysninger om jule-skik og selskabs-skikke.

På ret gammeldags måde begynder jule-aftens helg med non, kl. 3; dette stemmer med den katholske tids kirkelov, som påbød, at for julen som for visse andre større høitider skulde der være nonhelligt. Ved nons-tid holdes ellers det daglige middags-måltid; men nu indledes julen med et høitidsmåltid: det er bredet dug på bordet, og det dufter af «steik», tørret smale-kjød, stegt på pande, helst ribbens-stykket, som skiftes så, at hver person får to ribben på en fladbrød-lev. Og under måltidet tilønsker husfaderen sit husfolk en glædelig jul, sætter selv øl-skålen for munden og lader den gå rundt, derhos skjænker han et glas brændevin eller to til hver. Senere hen, til kveldsmad, må der endelig være fersk fisk eller melkesuppe på bordet. Har ikke bonden fersk fisk og husmoderen ikke sød melk jul-kvelden, så skal hun sidde i fjøset og han ude på voren, siges der for spøg. Festen forhøies derved, at denne aften brænder lys i stage, og når det er nedbrændt, holdes kolen eller tranlampen tændt hele natten. - Og de unge folk, som ellers have sit natte-leie oppe på loftet, indrette sig for julenatten fladsenge på gulvet nede i stuen, hvor også husfader og husmoder ligge, og dette bliver der tildels fortsat med til 13de dag jul. Denne skik har vistnok været meget almindelig i landet; selv på Hedemarken kunne gamle folk mindes den. Jeg forestiller mig, at den skriver sig fra den tid, da børn og tjenere havde sit natteleie i fjøset (hvilket også tør have været skik her i Harham dengang, da røgstuerne vare i brug, i hvilke der altså ikke var noget senge-loft). Man erindre, at i gamle dage pleiede, bonden tillige på juleaften slå en øx over fjøsdøren eller male et tjærekors på den, for dermed at skræmme troldene bort, som netop tænktes at være mest urolige og farlige den nat, da deres overvinder blev født til verden, og denne frygt for troldene var da kanske den oprindelige årsag til, at folket for julenatten holdt sig sammen i stuen, der i sammenligning med fjøset var ligesom et indviet og dermed betrygget sted.

Tidlig på 1ste juledags morgen, kl. 4-5, står man op, klæder sig halvt påog samles om bordet til «kor» eller andagt med sang og læsning. Så går fjøspigen ud og giver kreaturene et extra måltid af korn og fint hø, og alle gå atter til sengs, dog husfader og husmoder sidst: de må først gå omkring og traktere de liggende, hun med vørterkage og fjelgt (opvarmet) øl, han med et glas brændevin eller stundom to. I enkelte huse er øllet (men ikke brændevinet) i de senere år afløst af en kop kaffe. (se note 88) Efter to-re timers forløb står man op for alvor. Denne morgen skik bruges 1ste og 2den juledag samt nytårsdag.

Jul siges her at vare lige til kyndelsmesse (2den februar): da begynder vårfisket, og til den tid tager man det lettere med arbeidet, og kosten er bedre end sædvanligt og gjæstfriheden rundeligere. I løbet af julen bør hver mand have aflagt et julebesøg hos hver af sine naboer på samme gård eller inden en fra gammel tid vedtagen kreds af flere nærliggende gårde. Selv den fattigste har anstrænget sig for at have en skål øl og er glas brændevin at byde ved denne leilighed; dette veed også den rigere bonde, og er han velsindet, så undlader han derfor ikke at se indom til sin fattige nabo - ellers kunde jo denne ikke vel komme til den rige for at frembære sit «glædelig jul» og nyde godt af hans gjæstfrihed. Ved deslige jule-besøg kan ellers den lille regel mærkes, at medens en nabo fra samme gård kan trakteres med en dram, så bør man byde to, når den besøgende er fra en anden gård. Familie-besøg på et par dage, ligeså de før beskrevne omtals-øl eller frierstevner, kunne jo også bidrage til at forhøie julens festlighed. Men dette er mere leilighedsvis. En bestemt og stadig del av festen er derimod de såkaldte jule-lag, og disse danne høidepunktet af hele årets lod selskabelighed mellem naboer. De ere indrettede efter en meget fast skik, både hvad indbydelsen og beværtningen angår.

Laget eller gildet (se note 89) holdes efter omgang i et vist lag eller en vis kreds af familier, og indbydelsen består i en bekjendtgjørelse om, at den og den aften skal laget være hos den og den mand: så vide alle de familier som fra gammel tid høre sammen, at de kunne komme, og hver husfader tager med alt sit husfolk, små og store. Men anordningen er noget forskjellig efter gårdens størrelse. På gården Ulla i hovedsognet bor der 8 bønder, og to og to af disse ere fælles om i et lag at beværte alle familier, så her i løbet af julen bliver holdt 4 lag eller gilder; beværtningen foregår i den ene af de to mænds hus, men på fælles bekostning. - Til gården Flem hørte i 1856 8 bønder, 4 pladsmænd, 5 husmænd og 3 familier af kårfolk; disse familier med omtrent 120 mennesker ere delt i to omtrent lige store lag eller kredse, og inden hver kreds holdes julelag så, at de deltagende familier på hver sin aften beværte alle de øvrige. - På gården Åkre er det ligesom på Ulla: her bo 8 bønder, og 2 mænd beværte alle de øvrige efter omgang; pleier tå hos den af de to mænd, som har størst stue. - På Rønstad er der 4 bønder; to af disse have hver sin aften at beværte alle de øvrige, de to andre derimod slippe med kun en aftens beværtning i fællesskab, såsom deres gårde ere mindre end de andres og forhen udgjorde kun et brug, som nu er delt.

Det blev dog bemærket for mig, at disse to brug tilsammenlagte have to «mellag» høiere skyld end hvert enkelt af de to andre, så opsidderne i grunden slippe vel let med det ene, fælles julelag. Dette i hovedsognet. Blindheim på Vigren med 12 bønder er delt i 4 lag, hvert på 3 bønder, og hver af de 3 familier har efter omgang at beværte de andre i laget. - Det får være nok med disse exempler. - Kårfolk med egen husholdning kunde deltage i bøndernes julelag på den måde, at de igjen indbyde de gifte til tag hos sig. Er der en fattig husfader, så som nogen af hovedsognets husmænd, så kan han lade være at komme til de andres lag, og han slipper da for at holde lag igjen. Det samme kan også en ikke just fattig familie finde grund til at gjøre: er der nemlig en mand med få børn og tjenere, så vilde det falde lidt uligt, om han med sine få husfolk skulde gjæste de andre og så igjen holde lag for de mere folkerige familier. Dog deltage de allerfleste, som ikke netop ere udfattige, og regelen er ialfald den, at den, der indfinder sig som gjæst, må være forberedt på at være vært, når touren kommer til ham.

Med værtskabet har det sig så: efterhånden som gjæsterne samles, i mørkningen eller ud på aftenen, modtages de med en dram og en drik fjelgt øl. Kvinder og børn pleie naturligvis kun at nippe til det stærke. I løbet af aftenen kan enhver efter behag forsyne sig med koldt øl af en stor bolle på bordet; men nogle gange bydes fjelgt øl rundt. Bespisningen består i en kake (hjemmebagt rugbrød) samt småbrød (en kringle eller et par skiver nybagt rugbrød), ledsaget af en dram. Men denne bespisning pleier ikke foregå ved nogen egen bordsætning; man sidder under samtale i små hobe omkring i stuen og får brødet i hånden. Ved afskeden, kl. 11 eller så, får hver af gjæsterne den 3die (på nogle gårde kan det være den 4de) dram samt en lefse i hånden. Lefsen er til at tage med hjem, for at nydes ved det egentlige aftensmåltid, som der venter (i almindelighed bygmelssupe samt saltet fisk og potetes, alt rigtignok koldt nu, såsom kvindfolkene måtte lage det færdigt, før de gik hjemmefra). På en enkelt gård hørte jeg rigtignok om en anden indretning af dette, rimeligvis en senere tids påfund: ved den tid, da kakerne og kringlerne skulle uddeles, lade de fremmede familier sine tjenestepiger gå hjem og hente aftensmaden hid, og nu sætter man sig hyggeligt til bords, alle gårdens 8 familier: de gifte, mænd og koner, par og par ved den øvre ende af bordet og drengene ved den nedre, og pigerne gå omkring og forsyne hver sine husfolk; pigerne selv, som ikke få plads ved bordet, sidde på sengekanten eller i ovnskrogen og vente, til de andre have afspist, og børnene kan man se på mødrenes fang og ellers hist og her.

For den, der kun er vant med selskabs-skikkene i byerne eller de mere nymodens bygder, vil disse lag med deres pligtmæssige indbydelse og bestemt afmålte beværtning forekomme mindre hyggelige. Derfor er det nødvendigt, at sagen betragtes i sin rette sammenhæng, og jeg for moder ialfald, at disse åbenbart gammeldags julelag hænge sammen med og ere en fortsættelse af en oldtids-skik, der måske er så gammel som det norske folk selv. Man må vide, at allerede vore hedenske forfædre havde en helg ved midvinters-tid, som de kaldte jul, og at det var en hellig lovbestemt skik at holde jul netop ved sammenkomster i små lag af nære naboer. Hver mand skulde have brygget og lade bære hen til samlingsstedet et vist mål af jule-øl, og derfor kaldtes laget samburds-øl; rimeligvis blev det også holdt efter omgang, et år hos en mand, et andet år flos en anden. Og laget blev indviet til Odins og de andre guders ære, til tak for alt godt i det svundne år og til nedkaldelse af deres hjælp i det kommende. Om nogen mand holdt sig borte fra dette lag, var det rimeligvis det samme, som om han foragtede guderne, og det blev straffet med bøder. Og dette, at laget blev holdt i fællesskab, således at den rigeste og mægtigste bonde nød af hans ringe naboes øl og de begge gjensidig vare hinandens gjæst og vært, det måtte vedligeholde tanken om alles væsentlige lighed og broderskab; i det daglige liv var der vel mangen gang liden omgjængelse og stor skilsmisse og megen avind og stolt overmod og fiendskab og trætte - men i jule-lagets festlige stund vare de samlede som ligemænd, med samme skyldighed at takke guddommen, med samme behov at søge hjælpen fra oven over al deres skrøbelighed, vel også med samme følelse af, at det bør sig de dødelige at leve sammen i endrægtighed. Vi kunne nok tænke os, at der fra disse simple religiøse feste er udgået milde og velgjørende stemninger, som have bidraget til at fremme lovlydighed og samholdighed i nabolagene og bygderne og fylkerne. Vi finde også, at denne hedenske jule-skik ingenlunde blev forkastet ved christendommens indførelse. Olaf den hellige og flere andre konger efter ham stadfæstede den endogså ved at optage en egen bestemmelse derom i den christne lov, så vi endnu i en af de første paragrapher i Gulathings-loven kunne læse om, hvor mange bønder der skulde høre sammen i et lag (tre i det mindste), hvor meget malt hver skulde brygge, hvad boder den havde at lægge, som holdt sig borte fra laget o.s.v., kun at laget nu i den christne tid naturligvis skulde holdes til Christi og jomfru Marias ære, og at bøderne skulde tilfalde biskoppen. - Nu mener jeg, at den jule-skik, som jeg i 1856 fandt bestående på Harham, kan være fremkommen af hin gamle ved en række af små-forandringer, og i denne mening bestyrkes jeg derved, at i en nærliggende bygd, Søkelven, annex til Ørskoug, fandt jeg en jule-skik, som åbenbart ligner den gamle og så at sige står midt imellem denne og Harham-skikken. Jeg skal fortælle om jule-lagene på en gård i Søkelven, hvor der bor 7 bønder sammen: 1ste og 3die juledag (ikke 2den dag, thi da er der gudstjeneste i kirken) samt søndag mellem jul og nytår eller nytårsdag, altså på 3 dage i løbet af julen, komme alle gårdens folk sammen, efter omgang hos 3 af bønderne; næste år holdes samlingerne hos andre af de 7 bønder. De bønder, hos hvem der ikke er samling det ene år, bære med sig til laget en tankar af sit jule-øl, og deres koner ligeså nogle kaker og lefser af sin bagning, og dette falder da således ud, at når julen er omme og alle lag ere holdte, så have alle nydt af hinandens julekost. Laget holdes om formiddagen; de forsamlede tilønske hinanden glædelig jul og høre dagens text forelæse; derpå trakterer konen i det hus, hvor laget den dag holdes, med kake og lefse af sit eget, og manden skjænker hver af gjæsterne et glas brændevin og lader øl-skålen gå rundt. Under fortællingen herom måtte jeg forestille mig at denne første drik, strax efter andagten, nydes med en vis høitidelighed; thi «det skal nok være ligesom til minde om jomfru Marias barsøl», som en gammel bonde yttrede. Siden nydes den sammenbårne julekost som i et almindeligt lag; dog skal det have sit forblivende med den ene dram, om hvilket der, hvis jeg ikke mindes feil, var gjort formelig aftale. - Efter den gamle skik vilde vel disse 7 bønder have holdt et stort samburds-øl; nu have de delt det i tre mindre lag, men holde disse så, at de endnu kunne kaldes samburds-øl, med i fælles beværtning og med en forening af opbyggelse og selskabelig nydelse; i Harham er forandringen gået videre: samburds-laget er opløst til gjensidige og pligtmæssige lag i hver deltagers hus; den opbygge lige del af den gamle skik er henlagt til egne sammenkomster til text-læsning på helligdagens formiddag, som det næste kapitel skal melde om, og trakteringen foregår i de beskrevne julelag om aftenen. Men disse julelag ligne de gamle deri, at de egentlig ere drikke-lag, hvor navnlig øllet endnu har meget at betyde, og deri, at de, som sagt, ere gjensidige og pligtmæssige, så hver vært har at traktere gjæsterne på en vis ligedan måde, med et fast mål mad og især drikke, ikke større i den rige mands hus end i den fattiges. (se note 90)

Også i bryllupper finder en lignende afmålt beværtning sted, svarende til de taxtmæssig ligestore skålpenge, som der blev talt om i forrige kapitel. Vi tør vel slutte os til skikken i Harham efter en omstændelig forklaring, som en bondemand inde i det nys nævnte Søkelven gav mig. Med skjænkningen sagdes omgangsmåden at være så: kjøgemesteren. går om og skjænker brændevin, og kjældermanden følger efter med en øltankar, hvoraf han skjænker i en skål, 1ste dram skjænkes ved ankomsten til huset, lørdags aften, 2den ved aftensbordet (tildels også en ved sengetid), 3die søndag morgen, 4de ved måltidet før kirkereisen (tildels også en dram lige ved afreisen), 5te ved et måltid, som her holdes på veien fra kirken, 6te ved bordet søndag aften, 7de mandag morgen, 8de om middagen, 9de ved aftensbordet, 10de og 11te efter måltidet, idet der gives i skålen og brud og brudgom skjænke giveren hver sit glas, 12te tirsdag morgen, 13de om middagen, 14de ved afskeden tirsdag eftermiddag. Desuden til andre tider efter omstændighederne. Da gjæsterne for en stor del have natteleie i nabohusene og kjøgernesteren må søge dem der for at skjænke dem morgenbrændevinet, så er det skik og brug, at han med det samme skjænker alle folk i husene, også dem, som ikke ere bryllupsgjæster. Ligeså skjænkes forbireisende. Det er kjøgernesterens pligt ved alle de opregnede omgange at skjænke også til kvindfolk og børn; men, blev det lagt til, dette må han gjøre med skjønsomhed, således, at det nok sees, at man erindrer dem, men også forståes, at de ikke skulle nyde stort af det fremviste glas.

En anden fast jule-skik i Harham er kagge-øllet, et lag for ungdommen. I ældre tider gav hver bonde sine drenge, d.e. tjenere eller voxne sønner, en kagge øl (deraf lagets navn); nu få de nogle mærker byg, på nogle gårde 14, på andre 16, og alle gutter på gården eller på flere nærliggende gårde lægge det sammen og få det brygget til et fælles gilde. En 3 pægle brændevin pleier også gutten få til julen, eller han får en fridag strax før jul til at trække nogen snørefisk, som han reiser ind til Aalesund med for at få skillinger til at kjøbe sig jule-brændevin. Nu få gutterne sig lånt en stue, bringe sine drikkevarer did, og bestille spillemand; pigerne komme af sig selv, og det dandses og tures fra om aftenen hele natten igjennem (derfor hedder laget også vøku-nat), (se note 91) og der fortsættes næste dag til ind i den følgende nat. Selskabet går hjem hver til sit til de forskjellige måltider, og husmødrene bør have lidt godt at sætte frem da. I selve laget kan måske en og anden af de unge have med sig nogle kringler eller sligt til at traktere gode venner med; ellers nøies man med drikken. Og det sees gjerne, om nogle af «mændene» se hen til ungdommen og sidde ned en stund; deres nærværelse pryder laget, og de tør ikke frygte for at sidde tørmundede. - Skal jeg for resten slutte af erfaringer i nogle af de indre bygder på Søndmøre, hvor også disse kaggelag kunne erindres, men nu ere afskaffede, så vil ungdommen på Harham nok ikke i mange år have dem at glæde sig ved - hvis ellers sådan nattevågen kan kaldes en fornøielig ting.

Når jeg endnu minder om færde-laget, et gilde, som holdes efter sluttet, vårfiske for dem, som have været med i bådlaget, og af hvilke gjerne nogle ere fremmede og nu skulle begive sig på hjemfærden, - så jeg nok nævnt alle de brugelige gilder. (se note 92) Og udenfor disse af skikken fastsatte leiligheder (i korthed sagt: juletiden og bryllupstiden - se side 180) er der ikke tanke om selskabelige sammenkomster med traktering. Det forstår sig, når en mand, som bor noget længere borte, en enkelt gang kommer hen til en anden i et erinde, så skjænker man ham gjerne en dram eller to, som man andetsteds byder en kop kaffe. Og det blev mig sagt, at om søndags eftermiddage samles gjerne gårdens folk eller nærmest mandfolkene i en af stuerne eller tildels mændene i et hus og drengene i et andet - ikke for noget slags traktering, men for at prate sammen en stund. Prate, hvorom? Jo, om priserne på fisk og salt, om den storbåd, som sidst blev kjøbt til øen, om det kan være rådeligt for den kone, som sidst blev enke, at blive ved bruget, om formandskabets beslutning til indskrænkning af tjenernes rettigheder o.s.v. Dog, nede i gutternes stue går samlingen ofte over til at blive en «leik-stemne», som pigerne lidt efter lidt tage del i. Thi at der, som det sagdes, i disse guttelag skulde bruges at læse i For Fattig og Rig, Almuesvennen, Snorre, Mallings store og gode handlinger, Graves fortællinger, det tror jeg ikke stort på, såsom jeg netop i Harham syntes at finde så lidet af bøger og boglig sands.

Før jeg kom hid til egnen, havde jeg hørt omtale som en stående skik, at hver bonde her ude på havkanten brugte at kjøbe en tønde brændevin for året, og da jeg i Aalesund fortalte en mand, at jeg agtede mig ud til Harham, beklagede han mig, såsom jeg der vilde finde en almue, som ikke tænkte på andet end penge og brændevin. I en af de første samtaler med Harhams-folk måtte jeg også studse ved at høre, hvorledes man her udtrykker sig ved tale om brændevin: ved spørgsmål om prisen udtrykker man sig ikke så: Hvad koster potten? men: hvor meget er det for tønden? Og i den første tid af mit ophold i præstegjældet henvendte en Harhams-mand sig til mig med indstændig opfordring om at søge oprettet en afholds-forening her. Efter dette vil man forstå, hvorfor jeg gjorde mig sådan flid for at blive kjendt med den hele brændevins-skik, at jeg, som man har seet, endog tog tal på de dramme, som skikken har fastsat for de forskjellige leiligheder.

Skal jeg nu tilsidst vove at yttre min mening om den hele brændevins-sag, så må jeg sige så: 1, der er adskillig overdrivelse i hint omdømme om Harhams brændevinsbrug; 2, der er dog også adskillig overdrivelse i den virkelige brug; 3, men denne brug er i de senere år heller aftaget, og 4, hvad der sidder igjen, hænger således sammen med den hele leve-skik, at det ikke er så ganske let for bønderne at få det ganske eller hurtigt afskaffet, om de også selv monne ville det.

En dygtig og anseet bonde på Harham erklærede mig, at han vidste kun om 2 bønder i præstegjældet, der kjøbte så meget som en halv tønde brændevin hver for året; stundom vare 3, men almindeligst 4 bønder sammen om en tønde. Og dette sidste, 4 om 1 tønde, må stå fast som udtrykket for det almindelige brug; thi flere mænd, som jeg talte med en for en; brugte enstemmig det samme udtryk. Pladsemænd og husmænd med mindre husholdninger må dog gjerne lade det forblive med «nogle kander». Men nu foregår kjøbet ofte så, at en mand kjøber en hel tønde for siden at dele den med sine naboer, og deraf kan den forestilling være fremkommen, at hver mand kjøber så meget for eget brug.

Endnu må dog dette brændevinskjøb kaldes stort; og i disse opgaver er naturligvis ikke indbefattet, hvad der medgår til de store skål-bryllupper. Vel må det erindres, at dette brændevin, som gjerne kjøbes ind før jul, skal vare året om og navnlig tjene til opfriskning i vår-fiskets hårde dage. Men så kommer hertil en anseelig jule-brygning. Og det må kaldes for meget, de mange dramme med stærkt øl til julemorgen og ved julebesøgene i julelagene og i kagge-øllet. Jeg frykter for, at det for adskilliges vedkommende bliver en halv rus hele helgen igjennem. At her nydes vel meget af brændevin, det fremgår også ved sammenligning med de indre bygder i Søndmøre: med samme bestemthed som brændevinskjøbet i Harham blev opgivet til 1/4 tønde, blev det her sat til «nogle kander», ofte til kun «et par kander» eller endnu mindre. (se note 93)

Men det blev sagt temmelig almindeligt og bestemt, at det dog allerede kjøbtes mindre brændevin nu end før. Jeg syntes dog at forstå, at årsagen ikke så meget var erkjendelsen af, at der havde været gjort for meget af det for, men mere brændevinets fordyrelse. Og formindskelsen i kjøbet er neppe så stor som forhøielsen i pris, så udgiften kanske heller bliver større, og jeg hørte adskillig klage over, at brændevinet var blevet så dyrt.

Og såsom der er en fast skik for brugen af dette brændevin, som ved alle de bestemte leiligheder skal skjænkes ud og fordeles småt til mange folk, både husets egne og andre, så er det meget langt fra, at den 1/4 tønde, som bonden kjøber, kommer hans egen mund tilgode; og det er kanske ikke ret meget fylderi på enkelt hånd. Og den gamle skik har mange rødder, så det ikke er så let at få revet den ud. Jeg skal i den anledning indskrænke mig til at påpege tvende ting.

Overalt vil man jo have en eller anden drik udenfor den daglige nødtørft for at gjøre sig og sine venner tilgode med i festlige stunder. Hertil tjener nu i flere og flere huse i landet en kopp kaffe. Men husmoderen her i Harham kommer så lidet ud fra den ø, hvor hun engang bor, og hun har kanske aldrig seet, hvorledes kaffe laves god; Jeg synes heller aldrig at have været i nogen bygd, hvor denne kunst er så ny og lidet øvet som her, og når konen en sjelden gang forsøger det og sætter frem en kop kaffe, så er den tynd og uklar, og foruden sirupen, som er i den istedetfor sukker, har den ikke sjelden en ubestemt bi-smag af kjedlen, som kanske havde hængt ubrugt i et fjerdingår. Men en sådan drik bliver ikke let foretrukket for et glas af det klare blanke. I det hele må kvinderne besidde nogen uddannet sands og vide at gjøre det ret hyggeligt i huset, med godt madstel. og renlighed og pyntelighed, om mændene ikke skulle søge sin kjæreste nydelse i det stærke; men netop her på disse udøer syntes det mig at stå noget tilbage med kvindernes dannelse i sammenligning med mændene, dels af den anførte grund, dels også på grund af det meget tungarbeide, de have (træsking og andet gårdsarbeide, som mændene lægge på dem for selv at drive søen).

Fremdeles, om end den bedste kaffe duftede ved siden af det blinkende glas, så skulde alligevel de fleste gribe efter dette. Smagen er så. Og der er kanske en bestemt grund til det. Eller det hænger ikke usandsynlig sammen med en - som visselig de allerfleste, der ikke ere opvoxede her, må finde det - besynderlig slet smag i et andet stykke. Jeg taler ikke figurligt her; det er tunge-smagen, jeg mener. Harhams-folket spiser dagligdags fiskemad af sådan beskaffenhed, at når den sættes på bordet, så opfylder den stuen med en stærk råden lugt, og der var intet, jeg under mit ophold her så meget undredes over som netop dette, at de kunde ikke alene spise sig mætte, men spise med utvungent velbehag; mig bar det således imod, at jeg syntes, jeg måtte have i nogle dage siddet hungrig på et vrag, for det kunde blive mig muligt at svælge den mad. Det er den lindsaltede seid, som ikke kan holde sig, men snart går over i en vis forrådnelses-grad eller bliver sur, som det hedder. Seid af ganske samme slags virkes også til handelsvare, ikke ved at saltes, men ved at hænges op til tørring; der pleier at være overflødighed af denne tør-seid i hvert hus, og det forekom mig rimeligt at bruge noget af den i husholdningen og ikke hin sure. Men hertil svarede man mig følgende:

Tør-seiden måtte ludes, og asken hertil måtte kjøbes fra steder, hvor man ikke, som her, bruger torv, men ved til brænde, og tør-seiden er så dyr eller udrøi, og den «graver for bringen» eller er hård at fordøie. Når jeg så yttrede, at man da burde salte fisken forsvarligt, svaredes, at det vilde være tidsspilde for husmoderen at udvande den stærkt saltede fisk, at man ikke havde råd til at kaste bort mere salt end nødvendigt, og endelig, at de, som maden var bestemt for, ikke fandt nogen usmag i den sådan, som den var - hvilket sidste netop var det, som så høilig forundrede mig. (se note 94) Jeg har tænkt mig, at tingen måske kan have sig så:

I fortiden, da handelen var mindre udviklet, så fiskerne måtte sælge billigt og kjøbe dyrt, og da disse leilændinger af bønder rimeligvis vare meget afhængige af de i nærheden, før Aalesunds byanlæg, boende priviligerede handelsmænd, der nok endogså for en stor del vare bygsel-gårdenes eiere, da var vel armoden ofte så stor, at man af fornødenhed måtte undvære selv en så ringe ting, som salt nu agtes for, eller hjælpe sig med lidet deraf, som kunde sankes mellem strand-stenene, hvor det virkedes af solheden (hvilket sidste er noget, som Strøm omtaler og som endnu erindres her på Harham); men havde flere slægter efter hinanden måttet spise en formedelst saltmangel halv forrådnet fiskemad, så kanske efter lidt selve fordøielses-redskaberne bleve således forvænte, at de fremdeles måtte have foden således halv opløst, som den ved en vis grad af forrådnelse bliver, og hvad fordøielses-redskaberne forlange eller maven vil have, det - så er naturens vidunderlige indretning - det synes tungen godt om. Nu er vistnok armoden for længe siden ophørt; men eftervirkningen kan vare længer end årsagen, altså her en overdreven sparsomhed ved madens behandling og den tilvante smag på mad, som for andre er usmagelig. - Men - og det var denne slutning, jeg vilde arbeide mig frem til, idet, jeg vovede mig ind på disse for mig ellers så fremmede betragtninger, når smagen engang er så, da synes jeg at kunne begribe, at når der spørges om en god og vederkvegende drik, så vil en kop kaffe eller et glas vin ikke forslå, men der må det stærkeste af det stærke til. (se note 95) Og dersom dette er så, så tør det ventes, at den nu påfaldende tilbøielighed. for brændevin af sig selv vil dufte hen, når almuerne lytte til lægernes råd og indrette sit kosthold som sit hele legemlige liv på en måde, som mere stemmer med de almindelige regler for sundhedens pleie.

Dog, så meget end sådanne udvortes ting som madstel m.m. kunne have at betyde i denne sag, og så megen magt end den herskende bygde-skik har med dens forskrifter om traktering af gjæster o.s.v., så veed jeg dog, at en mands villie kan være endnu stærkere. Jeg fandt det vel utilrådeligt nu for tiden at stile opfordring til almuen om at danne en afholdsforening; men jeg siger dette, at en bonde her vilde gjøre en god gjerning, om han viste det mod og mandskab at bryde overtvært med den hele gamle brændevins-skik, så det kunde blive åbenbart også på Harham, at det går an at være brændevin foruden og endda leve et sundt og fornøiet liv.

En noget anden sag er dette, at selv om skikken vedbliver at bestå i det hele taget som nu, så må man inderlig ønske, at den befølges med stor forsigtighed, så den farlige drik aldrig nydes til overmål, navnlig ikke på byreiser (se foran side 145).

Til flere Harhams-bønder yttrede jeg, at jeg nok skulde have lyst til at være her en jul over og besøge dem i deres jule-lag og drikke af deres øl og hygge mig sammen med dem. Nu - måske denne min fremstilling kan nå frem til Harham inden jul og blive læst i nogle af disse lag. Det være da, som om jeg selv kom i besøg. Jeg vilde tilønske de forsamlede en ret glædelig jul og så tillade mig i al oprigtighed at samtale med dem blandt andet om de ting, som jeg i dette kapitel har berørt.

9. YDERST UDE

Jeg glemmer vel ikke så let en søndag morgen i oktober, jeg stod på den yderste spidse af en av Harhams-øerne og så ud over havet: det klareste sol-lys, det stilleste veir, det blankeste hav-speil! Kun nogle lette skyer drev hen over himmelen, og de sagte, jevne, men mægtige dønninger brødes i hvidt skum over et og andet skjær, og en underlig langstrakt fugl fløi skrigende forbi. De grå klippe og brune lyng-marker, selv den fattige husklynge på den nærliggende gård, alt var i dette nu, som det skulde være, for at den tanke skulde påtrænge sig: det er dog vakkert hvorsomhelst i en sådan stund, under en så stille og sollys himmel. Men det var mig også, som om det mere behøvedes her på disse ud-øer end andetsteds, at himlen nu og da er blid.

Anderledes så det ud nogle dage efter på gården Rønstad. Jeg var gået ud for at bese den meget omtalte Rønstad-heller, en stor og usædvanlig smuktdannet fjeld-grotte. Men da jeg efter en god stunds betragtning af de underlige hvælvinger igjen korn frem i dagen, havde veiret mærkelig forandret sig: det blæste en alvorlig storm, nu. Samme morgen vare 12 mand på 4 både tagne du fra Rønstad, for at forsøge det med sekke-noten, og jeg så nu tre af disse både stævne indover, flygtende for uveiret på havet; men den 4de kunde jeg ikke opdage. Skyndsomt ilende tilbage til gården fandt jeg her alt i bevægelse: speidende mænd og grædende mødre og hustruer, alle ængstede for den ene båd. Snart kom de tre både så nær, at de kunde kjendes, og det vidstes altså, hvilken den fjerde var; men hvorledes det var gået den? Nu lå bådene alle rede udenfor gårdens strand og toge sine seil ind og lagde masterne ned for med nogle åretag, en for en, at lægge ind i bådstøden; men det gjaldt at passe øieblikket; thi det kan mærkes ved bølgegangen, at i visse mellemrum hæve bølgerne sig til større høide end sædvanligt, og så voldsomt kunne de brydes mod stranden, at ingen båd tør nærme sig da; kun i mellemrummene er det farbart. En af gårdens mænd stillede sig yderst på vorren; håret flagrede i vinden, men selv stod han alvorlig og rolig, ivrigt fæstende blikket på bølgernes gang; på tegn af ham styrede den første båd ind, og øieblikkelig kastede alle mænd sig ud af båden for, med de omstående til hjælp, at hale den høiere op, øieblikkelig, for at den ikke skulde nåes af den brølende og skummende brådsjø, som lig et uhyre jagede efter den. Ligeså den anden båd, og da den tredie og sidste kom, blev den, medens brændingen sprøitede omkring, greben og løftet af mændenes stærke arme, og nogle kvinder fik fat i fæstet og halte - kvinder endnu med gråd på kind og angst i hjertet, thi hidtil havde man neppe fået spurgt og hørt, at den savnede båd dog var i behold, for sikkerheds skyld seilet om på den anden side af øen, Men siden ud på dagen drev en mennesketom fremmed båd iland nær ved gården, og det formodedes, at folk den samme dag havde kuldseilet med den.

Her havde jeg været vidne til fisker-folkets angst og fare. Men en af de nærmeste dage skulde jeg få høre, hvorledes ulykken kan ramme, med kummer og nød i sit følge.

Jeg tør nok nævne gården og fortælle noget af, hvad jeg så og hørte; thi det bør vides, hvorledes nogle af vore landsmænd må leve og lide, og det skal forhåbentlig ikke være beboerne imod, om de få erfare, at de dog ere erindrede af den fremmede, som for et par år siden besøgte dem. (se note 105)

Det er gården Hellerviken. På udsiden af det høie fjeld, som danner Lepsøen, er der formedelst en fordybning i fjeldet dannet en liden vig og et slags dal, og her, langt fra andre folk, stå Hellervikens huse. Næst nogle indgjærdede jord-flekker omkring hus-klyngen ser man kun fjeld og urd og det vilde hav, og selv hin såkaldte vig har så lidt af ly og fred, at folkene ikke engang kunne have sine både liggende her. Bådstøden og naustene ere ved et sted, som hedder Homnen et godt stykke borte, men ligeledes på øens udside. Her stode også våningshusene før, på en snæver strand mellem havet og fjeldet; det var fire familier den tid ligesom nu; men selv denne plads var det dem ikke forundt at beholde: et stenras fra fjeldet nødte dem til at flytte husene til Hellerviken; dette var, som det vil sees, for nogle mands-aldre siden.

En av flytningsmændene hed Per. Da han nogen tid havde boet på den nye tomt, kom han engang hjem fra en fiske-tour, stubte i fjæren, idet han skulde svinge sig af båden, og forslog sig så, at han døde, inden man fik bragt ham hjem til huset. Hans søn Erik tog ved bruget og overgav siden som udslidt mand bruget til sin søn Ingebret, hos hvem han da skulde nyde kår; men fader og søn blev (omkom på søen) sammen på en reise til Romsdalen. Enken efter Ingebret ægtede en Lars, og denne forliste med en ottring og blev, sammen med det hele mandskab, hvoriblandt 2 andre mænd fra Hellerviken. Nu tog en søn af Ingebret, Rasmus ved bruget og giftede sig, han måtte lægge kår til sin moder, skjønt hun omtrent ved samme tid giftede sig for tredie gang med en kårmand og enkemand inde på fastlandet. Efter 2 års og 1 måneds ægteskab var Rasmus og en grande fra samme gård ude på en færing, og de blev. Hans enke fødte 6 uger efter et drengebarn og blev siddende ved bruget i sin enkestand to år; da blev hun gift igjen. Med denne sin anden mand levede hun sammen i 8 år, men så fik han sot, lå længe og døde. I denne tid var det rigtig ondt for konen: en syg mand, 4 små børn og derhos lidet at leve af. Thi foruden at det ellers var småt for dem, havde hun havt allehånde uheld i sit husstell. Et træk må jeg fortælle, således som jeg hørte det af hende selv: i årenes løb vare 7 kalve, som hun havde sat på, døde for hende, så liden lykke havde hun; da var en broder af hende, som sad på faders-gården, så betænkt, at han lånte hende en kalv på sin lykke; denne kalv trivedes da også og skulde netop bære og blive ko; men endda var der ikke så beskikket, at konen skulde nyde godt af den, thi den blev taget fra hende af en kreditor. - Kort at fortælle, da hun anden gang var enke og rent udfattig, oplod hun sin bygsel-ret til gården til en anden bygselmand, den nuværende opsidder Hans. Af ham skulde hun have kår, først noget mindre, nemlig sålænge svigermoderen eller den fornævnte tidligere kår-kone levede, siden større, når denne var død; dette dødsfald er nu indtruffet, og det nænte kår er: 3 voger havre, 2 voger byg, 1 vog blandingskorn, foster for 2 sauder samt halvt foster for en ko, endelig brugen af en agerflek. Hun har den sorg, at hendes søn af første ægteskab er lidet «framtøkjen», og denne samt det næstmindste barn må forsørges af fattigvæsenet; en datter er så stor nu, at hun tjener som barnepige, og det mindste barn har moderen hos sig herpå Hellerviken hvor hun fremdeles bor i det gamle hus og med de sørgelige minder.

Jeg har allerede nævnt den ene af Hellervikens 4 opsiddere, Hans, Han havde været en af de mange tjenestefolk, som jeg har omtalt komme fra indlandet her ud til Harham; hans kone ligeså. De tjente på en og samme gård, og der droges de tilsammen;, de giftede sig, da de fik bygslet dette brug, for 6 år siden. Vi skulle se, hvad det var for herlighed, de flyttede til her. For bruget lagdes i bygsel 58 spd. samt lægges årlig i landskyld 3 spd. Her kan fødes 3 til 4 stykker storfæ (dog, storfæet er meget småt på disse kanter), 10 til 12 sauder samt 1/2 hest (to og to af disse fire naboer ere tilsammen om en liden hest, føde og nytte den hver sin uge), og her avles 15 til 20 tønder korn samt nogle tønder potetes. Af dette må brugeren, som allerede nævnt, forbinde sig til at lægge kår, i begyndelsen til to enker. På gården voxer ikke en busk, og til brænde bruges torv; men denne må hentes langt borte og på de mest besværlige veie. (se note 106)

- Af omtrent samme størrelse ere de andre gårdens brug, som også ere bygsel-gods.

For en meget stor del skal da disse familiers næring tages fra søen. Og herom følgende forklaring. De fire mænd hedde (ja, jeg taler om dem, som jeg traf for 2 år siden; men nu har måske storm og uveir på havet gjort forandring!) de hedde Hans og Jakob, Iver og Ole. De to første eie, for vår-fiskets skyld, tilsammen 3/7 parter af en ottring, som bonden Andreas på nabogården Sæt eier resten af; hine to have dermed retten til 3 af bådens 7 mands-luter, hvorfor de også tilsammen leie en rors-karl, så de kunne besætte båden med 3 mand og altså tage 3/7 dele af fiskeriets udbytte. Iver og Ole have en lignende part i et bådlag sammen med pladsemanden Anders og bonden Jens, begge på nævnte gård Sæt. - Småbrugere, som leie en rorskarl i fællesskab, holde denne gjerne med kost hver sin uge, og her mindes jeg, hvad en af hine mænd fortalte mig, at uagtet han og hans fælle ikke altid havde råd til at kjøbe fiske-brændevin for sine egne munde, måtte de dog kjøbe noget for rorskarlen, så de efter skik og brug kunde skjænke ham i ondt veir; sidste vinter havde de hertil kjøbt 6 pægle; de havde været sammen om at betale de dråber, og den ene af dem havde dem i forvaring og forestod skjænkingen. - For seid-fiskeriets skyld eie Hans, Iver og Ole tilsammen 1 øre (1 hjørne, 1 fjerdedel) af en sekke-not; resten tilhører Andreas Sæt (1 øre), Jens Sæt (1 øre) samt pladsemændene Anders Sæt og Siver og Lars Stølen (1 øre). Til hvert øre hører en trerøings båd, og en sådan eie de 3 Hellerviksmænd tilsammen. Jakob Hellerviken har derimod ingen andel i denne herlighed. Hver sin gang fører en af bådene noten ud og ind og forvarer den; når bådene fra Sæt og Stølen komme udenfor Hellerviken og råde i land, så må mændene her ile i sin båd og være med. - Hver af Hellervikens 4 mænd have desuden en færing, det mindste slags både, til at ro erinder og drive fiske med snøre og line i godt veir.

Med bådlagene fulgte også fællesskab i jule-lag. Indtil for nogle få år siden bleve disse holdt således, at tre af Hellerviks-mændene (ikke den fjerde, såsom han dengang hverken havde part i ottring eller i sekke-not) med sine husfolk gjæstede en aften den ene og en anden aften den anden af de to bønder på Sæt, hvorimod de tre mænd igjen i fællesskab havde Sætfolket hos sig en aften. Forpligtelsen til beværtning svarede altså nogenledes til luterne i fisket. Men disse lag ere ophørte for Hellervikens vedkommende; familierne her fandt dem mere bekostelige end nyttige, og det er ikke altid, at de brygge til jul eller have smør nok til kakerne. Derimod hygge familierne i Hellerviken sig sammen således, at de gjerne holde fælles søndags-andagt, og i julehøitiden indrettes det så, at på de helligdage, hvor der ikke er messe i sognets kirke, holdes sammenkomsten skiftevis hos familierne, og efter læsningen trakteres med en dram eller en øl-skål for mandfolkene og en kake-skive at smage på for kvinder og børn. Men før jul lage Hellerviks-folkene istand gaver til de spedalske, mel, undertiden også lidt suvl, så temmelig lige meget fra hver familie, men mindre end fra de større gårde, og det sendes, alt i en sæk, med båd fra en anden gård.

At give forklaring om det kosthold, som i dagligt lag bruges i disse fattige huse, det må jeg her som andetsteds i denne afhandling lade være, for vidtløftighedens skyld. Og at beskrive selve boligerne, med deres lave stuer og ringe bohave og små vinduer, med den kvalme luft og de morkne vægge og mørke gulve - det tør min pen ikke prøve på. Men når jeg i min egen stue stundom kan mærke en ringe smule træk ved vindue eller dør, så må jeg tænke på hine skrøbelige huse, der ude på den stormfulde strand, og når jeg på kartet over Norges kyst ser, at der bor folk på små holmer langt ude i havet, udenfor Frøyen og Vigten og Hestmand-øen o.s.v., så må jeg tænke: Mon her også ser ud som i Hellerviken?

Et par dage efter mit besøg på gården kom nogle af mændene og en af konerne hen til mig som i en deputation og bad, at jeg ved min hjemkomst skulde tale med vei-departernentet og bede for dem om hjælp af kassen til at rydde et slags vei fra Hellerviken hen til den gamle bådstød Homnen, hvor de, som før sagt, må have sine naust og både; thi nu må de, om vinteren ofte i mørke, med sine redskaber og sin fisk fare frem og bringe tilbage over en storstenet urd, hvor uvante folk kunne have ondt ved at gå om dagen; noget, jeg selv prøvede. - Bede vei-departementet? jeg, som gjerne vilde påkalde alle menneskers deltagelse for folk, som må leve i sådanne kår og bo således til, hvor skulde jeg ikke også ville bede departementet, når jeg troede, det kunde nytte?

Men derhos vilde jeg nok også gjerne have fremsat en tanke til overveielse for folket selv på disse kanter. Jeg spørger: Skal det endelig blive ved så slægt efter slægt, at der bor folk på sådanne golde steder og ugjæstmilde strande? Er der nogen nødvendighed og rimelighed i dette? - Se, en af de mænd, jeg traf i Hellerviken, henved 50 år gammel og bosat her i 15 år, havde tidligere i andre 15 år tjent hos Harhamsbønder, hans kone ligeså i 13 år: i den tid var det ikke stort, en tjener kunde lægge sig til gode, såsom det endda ikke var kommet ret i gang, at tjenere fik lov til at deltage i vår-fisket for egen regning og med udsigt til vinding; det var altså som fattig mand, at han - ligesom de andre mænd her - havde sat sig ned på denne fattige gård, og der var vel allerede da kun liden udsigt til, at han nogensinde skulde hæve sig op til større velvære. Efter dette exempel siger jeg så: Unge mænd, som kun have lidet at begynde med, skulde betænke sig tre gange, før de vælge sådan bolig; det kan blive altfor hårdt for konen, som fulgte ham hid, og altfor uvist for børnene, som skulle voxe op og få sin opdragelse her; for fattigfolk turde det være rådeligere at bosætte sig på mere folksomme steder, hvor der vel må være mere anledning til arbeidsfortjeneste og hjælp og trøst. Lad heller velstands-folk sætte sig på steder som Hellerviken, folk, som have pengemagt nok til at bygge sig forsvarlige huse og rydde op noget i urden og skaffe sig både og garn og alt andet slags «sjø-vegn», så de fra første begyndelse af i nogen anseelig udstrækning med tjenere og andre leie-folk, kunne drive de fiskerier, som danne fiskeværets herlighed! Og så turde det blive i fremtiden, dersom den forandring blev indført i nærings-driften her på disse kanter, at de egentlige bønder mere udelukkende holdt sig til sit jordbrug og da andre mænd som rette sø-bønder valgte fiskeriet som sin dont og næring, mænd, der først som tjenere hos ældre fiskere måtte have fået lærdommen og øvelsen og siden som løskarle eller frie, men ugifte folk kunde have været heldige på havet og samlet sig nogen formue.

Denne tanke har jeg allerede fremsat på det første blad af denne afhandling; men den faldt mig først ind, medens jeg var i Hellerviken og betragtede stedets usseldom og beboernes tunge kår. (se note 107)

 

 

Noter:

 

60. Det er almindelig gammel regning at værdsætte kosten for en karl i fisketiden til 5 spd.; efter denne regning pleiede bønderne tinge sig rors karle; eftersom disse skulde have kosten hos bønderne eller holde sig selv, blev det beløb trukket fra eller lagt til rorslønnen.

Til sammenligning hidsætter jeg ellers følgende opgave af en af præstegjeldets dygtigste bønder: 2 voger bygmel til kake og lefse, i bagt stand, 80 sk., 1 vog blandingsmel til supe og grød 108 sk., 1 vog havremel til fladbrød (behøves egentlig ikke så meget) 87 sk., 12 merker smør 1 spd., 8 merker kjød, 24 sk., 1 kande brændevin (1 dram hver morgen) 54 sk., 6 kander melk 12 sk., 1 vog poteter 24 sk., 1 pægl sirup 6 sk., tilsammen 4 spd. 26 sk. Dette var dog for en rorskarl i husbondens kost. En anden bonde nævnte: 1 vog bygmel til grød og kake, 1 vog havremel til fladbrød, 1/2 skjeppe rug til kake, 16 merker smør (mange kun 8, men da lidt flesk istedet), 10 merker kjød, 2 vog potetes, 2 kander brændevin, nogle kander melk, tilsammen værdsat for 5 spd 78 sk. Alle 3 opgaver dreie sig altså om 5 spd., og overensstemmelsen i spiseseddelen er kjendelig. Senere talte jeg i fastlandsbygderne med adskillige karle, som havde været rorskarle; en havde således roet fiske i sidste vinter for 15 spd. på egen kost og logeret på Vigren. Han tog med hjemmefra: fladbrød af 2 voger havremel, kaker af 1/2 vog bygmel, 1 vog kogemel, 12 merker smør, 8 merker kjød, 8 merker flesk, 1/2 anker melk, 4 kander syre; brændevin forsynede han sig ikke med, thi det skulde han få hos styremanden. Han var borte i 9 uger, og kosten strakte netop til.

61. En bonde kunde erindre, at det mindste tal et enkelt år havde været 14 dage og det største 28 dage, og flere folk menede, at i gjennemsnit kunde der ikke regnes på mer end 1/3 af de 48 dage eller 16 fiske-dage.

62. Almuesfolk fra de nære fjorddistrikter komme ud og kjøbe små bådsladninger af fiske-hoveder, og prisen pleier være 16 til 20 sk. for 100. Skjønt de ofte må tages sure og ildelugtende af dungen, bruges de dog af kjøberne til menneskeføde.

72. I Ivar Aasens Ordbog skrives ordet: Kvambelsmann, og efter forklaringen skulde det være det samme, som om vi vilde sige: kvinde-beiler-mand.

73. Ved nærmere overveielse finder jeg det dog troligt, at jeg har opfattet dette sidste urigtigt. Ved talen herom blev det dog sagt mig, at de ved omtals-øllet aftalte vilkår vare vidnefaste, så de kunde stå for retten. - Til belysning af forholdet skal jeg tilføie nogle forklaringer, som en gammel og forfaren bonde i Ørskougs præstegjeld gav mig med exempler fra sit eget hus. Han havde havt 3 børn, alle døttre, og alle bleve gifte. Den ældste datter havde han ikke kostet brylluppet for; thi hun skulde have faderens gård, og skikken er den, at brylluppet i sådant tilfælde bekostes af brudgommens forældre; de to andre havde han derimod holdt bryllup for. Den ene af disse blev gift til en gård, brudgommens fadersgård, og døde barnløs, så der blev spørgsmål om, at hendes fader skulde arve. «Men jeg vilde ikke gå i arv med min egen svigersøn anderledes, end at jeg fordrede tilbage brylluppet (d.e. bryllups-bekostningen) og nogle kjør og sengklæder, som datter min havde fået med sig hjemmefra.» Og i denne anledning opgav han hine bryllups-udgifter til 80 spdr., og han var sikker om, at det ikke var for meget. Efter den bestående lov skulde boet betragtes som fælles for mand og kone og deles ligt, så slægtningerne på konens side (faderen) skulde have fået halvdelen; men han fulgte ikke loven, men bygde-skikken, og denne synes igjen at være fortsettelse af den lov, som bestod i oldtiden, ja i hedenskabets tid: i den tid havde døttrene igjen arve-ret; men fædrene pleiede forsørge dem ved giftermål og det ved at bestemme for dem en medgift eller hjemmegave, jo større des bedre, for at en så meget rigere beiler skulde indlade sig på partiet; beileren måtte love en vis tilgave imod, og aftalen herom mellem faderen og beileren (kaup, handel) gik forud for ethvert fæster-øl eller omtals-øl og bryllup. Med hjemmegaven og tilgaven blev der nu forholdt således, at de dannede en særskilt del af boet; dersom manden uden lovlig sag skilte sig ved sin hustru, så havde hun ret til begge dele; omvendt forbrød hun sin ret tilbage til arvingerne på hendes side. - I overensstemmelse med denne gamle lovbestemte brug synes det at være, at faderen endnu giver datteren en hjemmegave i form av bryllups-utstyr, og at han i tilfælde af arv indskrænker sig til at kræve sit derved gjorte udlæg tilbage. Muligt også, at skikken med hine sølvdalere som friergave til bruden er en fortsættelse af den oprindelige brug med tilgave, fra beilerens side.

74. I de 11 år 1846-56 ægteviedes i hovedsognet tilsammen 110 par, og fordelingen på månederne var sådan:

     Januar .......  7          Juli ........ 33

     Februar ......  6          August ......  -

     Marts ........  -          September ...  3

     April ........  -          Oktober .....  7

     Mai ..........  7          November ....  3

     Juni ......... 43          December ....  1

Fordelingen må være så, sagde man; thi vårfisket varer næsten til sommer-måls-tid; så er det våronn, 2-3 uger, så torvskjæring, 2-3 uger, derefter mere ledigt til 4 uger efter St.-Hans, så slåt og skurd i et, derefter torvkjøring og slag i slag træsking, maling, baging og brygging til jul, og julen varer her like til kyndelsmesse. Men tjenestefolk og andre småfolk, som i det hele have ondt for at indrette sig på sædvanlig bygde-skik, holde stundom sine tarvelige bryllupper til andre tider end juni og juli. - Frieriet eller omtals-øllet holdes i julen rimeligvis af den grund, at da ere jo familierne alligevel forsynede med det øl og andet, som skal til.

75. Så udtrykte en bonde sig, som beskrev mig anstalterne til hans egen datters bryllup.

76. Af disse gav dog brudens fader 100 spd. Brudens moder gav naturligvis sengklæder, 6 sæt «ta korå» eller nogle af hvert slag, nemlig 4 såkaldte «senger,» d.e. dyner, og 2 ryer, samt 6 lagen (2 af bomuld og 4 af strie), dertil«hyend» og «kvitler». En rye (et på en høist besynderlig måde vævet sengeteppe) er et mægtigt stykke, vægtig 2 bismerpund og værd så meget som 2 bismerpund uld. Alle forsynlige mødre have sådanne sengklæder hængende til deres døttres udstyr.

77. Den mindste års-udgift af dette slags havde været for ham 7 spd., oftest var det omkring 10 spd., men et år endog 25 spd., men nu må en mand i velstands kår betale hos uskyldte folk for sig alene 2 1/2, men for sig og kone 3 spd., at sige, hvis det ikke er hos en af naboerne på samme gård; thi i dette fald er betalingen 3 1/2 og 4 spd. I bryllup hos slægtninger må der naturligvis gives mere. Følger der børn med, så må der selvfølgelig gives mere for hele familien end for mand og kone alene. En tjenestegut giver nu i skålpenger 6 sk., en tjenestepige mindre. - Uanseet skålpengene bringe også konerne tildels «føring» eller gaver af madvarer med; men disse gaver ere dog her temmelig ubetydelige i sammenligning med, hvad der har været skik på Østlandet.

78. Jeg hørte også adskillige folk yttre, uvillie over den gamle skik - dog gjerne med det tillæg, at nu, da brændevinet var blevet så dyrt, var der så lidet at tjene med skål-bryllupperne.

79. Etsteds i Søndmøre hørte jeg sådan historie: En gut tænkte sig at blive bygselmand på en vakker gård og behøvede dertil en sum penge (til bygsel) og en kone (til husholderske); men begge dele kunde jo fåes i et skål-bryllup. Så friede han til en pige, men med det forord, at hendes fader skulde koste almindeligt bryllup for hende. «Mener du han er god til det?» «Jeg lyt spørge,» svarede pigen. - Se, en slig historie er fast utænkelig i bygder, hvor alle eller så godt som alle gårde ere selveiendom. - Hvad, det angår, at jeg fremstillede skikken med skål-penge som et eget låne-system for nygifte folk og begyndende jordbrugere, et gammeldags låne-system, istedetfor hvilket man andensteds, hvor jorden sædvanlig er selv-eiendom, optager lån i banken, så skal jeg anføre, at ifølge en del oplysninger, som i 1855 vare indsamlede for et påtænkt andragende om oprettelse i Aalesund af en filial-afdeling af Norges Bank, lod det virkelig til, at der i Søndmøres fogderi var optaget lån i banken til et forholdsmæssigt langt mindre beløb end i Romsdals og Nordmøres fogderier. Men i disse sidste distrikter ere gårdene mere selveiendom, og her have almuerne ikke sat sig så meget i skålpenge-gjæld.

80. I en ministerialbog fandt jeg en gut på 21 1/2 år gift med en enke på 62 år. Siden traf jeg ham selv og talte uforbeholdent med ham derom. Men det lod ikke til, at han kunde forstå min forundring og uvillie. På flere steder i Søndmøre besøgte jeg adskillige sådanne familier, og disse besøg høre til mine ubehageligste erindringer fra denne egn.

81. Det blev også sagt til mig, at om sådanne folk have sit hjem for langt borte, så de ikke kunne få holdt noget «frieri» hos forældrene, så bruge de dog tildels der, hvor de ere, at tilkalde et par mænd som vidner på deres aftalte forlovelse, og dette fremdeles helst i juletiden, som nu engang på en måde er bestemt for dette slags forhandlinger.

82. Denne forklaring stemmer også ganske vel med følgende ved sognepræstens hjælp foretagne tælling over de ægteviede par i Harham i 1855 og 1856:

Af brudgommene vare:

   1, indfødte,

      a, bosatte her .............. 24

      b, strax udflyttede ......... 3      27

   2, fremmede

      a, bosatte her ..............  4

      b, strax udflyttede ......... 12      16

Af de 4 fremmede brudgomme, som bleve bosatte her, var det så med de 3, om ikke med den 4de også, at de kom til at ægte enker med gårds- eller plads-brug,

83. Det være mig tilladt at fortælle et af de vistnok sjeldent glædelige exempler. Jeg hørte historien af manden selv. Født af fattige forældre var han tidlig kommen ud blandt fremmede og tjente tilsidst i 14 år på Vigren. I de 6 sidste tjenerår havde han lut i vår-fisket og var heldig; jeg forstod ham så, at han havde 230 spd. i behold, da han sluttede. På Vigren var han bleven forlovet med en pige, som også var fra indlandet, men tjente derude, De forlode tjenesten samme vår, og hendes fader, som var gårdmand, bekostede brylluppet. Dette var på 3 tønder malt «med tilbehør» (1 td. brændevin, 1 anker aquavit, for hver malttønde 1 vog smør og 300 (meget små) lever fladbrød o.s.v.). Svigerfaderen beregnede brylluppet til 80 spd. efter priserne i det år (1853) og gav desuden i skålen 100 spd. samt 2 kjør, 10 sauder og 4 opredte senge; af gjæsterne, omtrent 100 i tallet, blev der givet 130 spd. Brudgommens fader var med og gav 2 daler af sin fattigdom. Siden kjøbte den unge mand en anseelig gård (skyld: 1 dal. 100 sk., pris: 280 spd. foruden føderåd til 2 personer: gården føder 1 hest, 7-8 «beist» og 10-12 sauder, og dens avl er 30-40 tdr. korn). Desuden er manden og en svoger af ham fælles om at holde en båd ude i vårfisket.

84. Ordret efter virkeligheden, ifølge min hjemmelsmands forsikring.

85. I de nys nævnte Vatne og Skoue sogne var forholdet i årene 1838 til 1840 således:

     Efter 2 dages forløb ...........  9 personer

       -   3    - » -     ........... 62    -

       -   4    - » -     ........... 33    -

       -   5    - » -     ........... 11    -

       -   6    - » -     ...........  5    -

       -   7    - » -     ...........  3    -

       -   8  eller flere ...........  3    -       

                          Til sammen 126 personer

Sammenligner man tal-rækken for de to tidsrum, finder man, at i årene 1853-1855 var der heller noget flere personer, i forhold til det hele antal, som bleve begravet med lidt længere mellemrum efter døden. Det kan da formodes, at folkets egen følelse begynder at modsætte sig dette lidet sømmelige hastværk. Og som i disse sogne, således vel også i Harham.

86. I flere sogner længer inde i Søndmøre er dog røgstuen den almindelige bygningsform endnu, og det kunde da se ud, som om folket ude på øerne ved at aflegge den gammeldags bygnings-skik havde gjort mere fremskridt i nyere kultur o.s.v. Men det må erindres, at på Harham bruges torv til brænde, og at dette måtte medføre meget ulæmpe i en røgstue, så forandringen af den grund snarere måtte fremkomme ønskelig.

87. Da der fremdeles mest bruges bilægger-ovne, er der tildels to skorstene i kjøkkenet, en på hver side, for ovnene til de to stuer.

88. På Vigren er natte-skikken med fladseng tildels afskaffet i den senere tid. De unge kaldes da ned fra loftet til morgenandagten, og enten foregår så trakteringen nede i stuen, eller husfader og husmoder kunne være så snilde at bære den op på loftet, efterat de unge allerede have lagt sig igjen; thi det skal være så hyggeligt at få traktering på sengen.

89. Lag betyder ganske almindeligt en samling af folk, som i et eller andet øiemed have forenet sig eller «lagt lag sammen», f.ex. båd-lag. Særskilt begner det en samling af deltagere i et gilde og dernæst selve gildet, f.ex. bryllups-lag, dandse-lag. Både lag og gjæstebud ere gilder; men til det første have deltagerne selv på en måde forenet sig, således at hver enkelt yder sit bidrag (f.ex. bryllups-gjæsternes skålpenge og gaver af madvarer), og til det andet har værten indbudt gjæsterne ganske frit.

90. Ovenfor fortalte jeg, at på en af Harhams gårde, Rønstad, fik to bønder, som hver kun havde en halv gård, slippe med et fælles lag, altså et halvt lag hver, medens de to andre bønder måtte holde hver sit lag. Den skik kommer jeg også til at fortælle et exempel på i et følgende kapitel. Man kan måske heri se en tillæmpning af denne bestemmelse i den fornævnte gamle lov, at om en mand havde gård på mindre end 6 kjør eller 6 solds sæd, så skulde det stå ham frit for, om han vildeltage i samburds-øllet eller ei.

91. Vøku, vaka, er egentlig navnet på den hellige nat før visse store festdage, som ifølge de gamle kirkelove skulde helligholdes med vågen; jeg tror, at Helligtrekongersdag hørte til disse store fest-dage, og kagge-øllet holdes gjerne ved denne nu udlagte festdag.

92. Om gravøl talte jeg i slutningen af forrige kapitel. Barnsøl eller barnedåbs-gilder forhørte jeg mig ikke om; men i en bygd i nabo-egnen Romsdalen lagde jeg mærke til, at forældrene i al simpelhed traktere fadderne med nogle kaker og dramme i et av husene ved kirke-stedet, hvorfra hver reiser hjem til sit.

93. Til prøve skal jeg anføre, hvad jeg optegnede under en fortrolig aften-samtale med 4 bønder inde i Søkelven. Den ældste af dem kunde mindes den tid, da det endnu ikke var tilladt at brænde brændevin: enkelte kjøbte da en potte til julen, andre slet intet. Da så brændingen var bleven tilladt og almindelig indført, brændtes så at sige på hver gård til julen, ofte også 2-3 gange siden; mange bønder, således en af hine 4, brugte at brænde en tønde for året. Meget af dette solgtes til handelsmænd og andre, for 28, 24, indtil 22 sk. kanden (1 kande er 3 potter). Blandt kjøberne vare gjerne bygdens tjenestegutter: den tid holdtes «uppsitter-lag», om fredags-aftenerne udover høsten til jul, da ungdommen samledes skiftevis på gårdene, pigerne for at spinde og sy, gutterne for at skjære træ-skeer eller spille kort - og de spillede gjerne om brændevin. - Der blev i det hele drukket meget i disse år. Alligevel blev det ikke skik at have brændevin med til kirken uden ved bryllupper, og selv da skjænkedes der ikke ved selve kirken uden til de enkelte, som der bleve budne til bryllups. Berusede bryllupsgjæster fulgte ikke med til kirken, eller de lagde sig igjen på veien. - Da brændevins-brændingen igjen blev forbudt, ophørte den strax; idetmindste kom ingen her i sognet i uleilighed for smug-brænden. Nu for tiden, blev det sagt, var det almindelige, at en bonde kjøbte 1 eller 11/2 kande til jul. På personlig tilspørgsel til hver af de 4 bønder viste det sig dog, at de alle til sidste jul havde kjøbt noget mere, nemlig 2 kander, undtagen en, som havde 2 kander på en pægl nær. Siden i året til nu i november måned havde de intet kjøbt. Og mange husmænd kjøbe intet julebrændevin. Men bønderne må have for at skjænke til husfolket juleaften og julemorgen som i Harham, til naboerne ved sammenkomsterne på julehelligdagene samt til julegjæster, som komme langveis fra (en velkomst og en morgendram). Da jeg yttrede min beklagelse over, at der skal sees så mange berusede bønder i Aalesund, blev der svaret, at hver bonde her pleier være i byen 2-3 gange for året, men at mange bådelag vare inde uden at kjøbe en pægl - nu, da brændevinet er blevet så dyrt. Sålænge som folk kan mindes, har det været aldeles almindelig, at barselkoner få opvarmet rom, og den brug står endnu.

94. Senerehen, i en af nabo-bygderne, hørte jeg en bondekone fortælle følgende træk af den harhamske husholdning, som hun selv havde erfaret ved et besøg på en af øerne: Når man har fået fersk fisk til hus og agter at koge den som fersk for at sætte for fremmede eller som gjæstebuds-mad, lader man den først ligge en dags tid, for at den skal blive kasen eller noget anløben man synes, den er bedst da.

95. Med denne betragtning stemmer dette, at inde i fjorddistrikterne, hvor kostholdet er bedre (mere kjød, melk og ost), drikkes mindre brændevin end ude på øerne, noget, som allerede Strøm bemærker (anførte værk, 1ste del, side 550), fremdeles dette, at på øerne bruges en svare mængde skråtobak (og det ikke rulle-tobak, men selve bladene, som kunne fåes stærkere), en brug, som nok heller ikke er så stor inde i fjord-distrikterne (se også herom Strøm, samme sted, side 551, hvor det hedder, at fjordefolket mest bruger tobak til snus, men øboerne til at tygge og røge).

105. Skjønt jeg, som sædvanlig, på stedet nedskrev, hvad jeg hørte, må jeg dog tænke mig, at jeg måske opfattede en eller anden enkelthed mindre nøiagtigt. Ved denne leilighed faldt det mig heller ikke ind, at jeg skulde komme til at gjøre sådan brug af mine optegnelser, som jeg nu vover.

106. I egne som Gudbrandsdalen må man idelig høre klage over, at det mindker med skoven, så det bliver så ondt for brænde; her i Harham hørte jeg den samme klage med hensyn til torv-myrene. I fortiden har der været rig skov på disse øer; det sees endnu på stubberne, som stå igjen, og som, efter bøndernes sigende, stundom bære mærke efter øxen, som fældede træerne; nu er dog ikke alene skoven ganske og aldeles forsvunden, men mange torvmyre ere også udtømte, så torven må hentes længere og længere borte. Således må opsidderne på gården Flem nu skjære sin torv oppe på det høie fjeld Skulen, og derfra må de med sine slæpe-slæder kjøre den i 4 vendinger: først opad bakke til ås-brunen, så halvveis nedover, derefter ned på fladen, endelig til gårds. Til hvert hus behøves, sagde man, omtrent 60 sådanne læs. Opsidderne have oparbeidet en vei på det værste stykke; men den vil ikke holde stand, såsom der er for brat; de tænkte derfor på en ny vei og stilede en formelig anmodning til mig om, at jeg skulde henvende mig til «Vei-departementet» om hjælp for dem til dette arbeide. Dette kunde jeg dog ikke love; men jeg benyttede senerehen leiligheden til at henlede amtmandens opmærksomhed på sagen. - Der tør være ligedan torv-mangel på andre steder i amtet, og ondet vil vel voxe jevnt, såsom almuerne nok ikke have tanke om at behandle myrene således, at de kunne voxe til igjen.

107. Med hensyn til hin arbeids-deling mellem land-bønder og sø-bønder kan jeg endelig anføre, hvad en meget forstandig og agtet Harhams-bonde, medhjælper Karl Langva, yttrede for mig: «Nu har jeg, sagde han, drevet vår-fisket siden 1817; men jeg mener, at det havde været alt så godt, om jeg havde sluttet med fiske og drevet mere med jorden; ikke skulde tjenerholdet været så stort da, og endda skulde jeg havt gården i anderledes god stand end nu.»

 

HOME – OLD COOKBOOKS - ABOUT...

Last update17 FEB 2009. Copyright © Henry Notaker 2000